Læserbrev: En besværlig patient i et effektivt væsen

Jeg ser hende bevæge sig rutineret.

"Så løfter jeg lige her," siger sygeplejersken velmenende og tager fat i dynen, hvilket får min mor skrækslagent til at råbe højt over den bevægelse, hun ikke kan se, men som hun kan mærke i den oversensible højre fod.

Som en bulldog rejser jeg mig med mord i øjnene. Jeg har lige sagt det til hende!

"Du er nødt til at fortælle min mor, hvad du gør, før du gør det! Hun kan ikke SE dig," siger jeg med besindet raseri. Sygeplejersken i mig er borte. Som datter er jeg ved at gå op i limningen ved tanken om, hvordan det kan være så svært at forstå, at ALLE handlinger og bevægelser uden min mors vidende føles som et overgreb.

Forstå mig ret, min mors reaktion er ude af proportioner og præget af angst. Hun er "den besværlige patient". Stiller store krav til folk omkring hende, fordi der er så mange hensyn at vise. Det vækker afmagt. I alle.

Desværre er det intet særsyn. Det er tusinde gang, og for hver gang svinder min mors tillid til sygehusvæsenet en smule.

Hvorfor er der ingen, der lytter til hende? Hvorfor forstår de ikke, at en fod med podagra ikke skal berøres bare sådan? Hvorfor noterer de sig ikke, at hun næsten er blind, når det første, hun siger til en ny sygeplejerske, er, at hun ikke kan se dem?

Jeg VED, at intet er sort-hvidt. At ingen er ude på at genere min mor, men det har alligevel vækket nogle overvejelser:

Er det ikke blot effektivisering fra politisk og organisatorisk side, der har konsekvenser for sygeplejen? Er vi som fagprofessionelle også i praksis så "hurtige" og "effektive", at vi glemmer at lytte til det menneske, vi hjælper? Er vi så lidt gearede til "besværlige patienter", at irritationsmomentet overskygger vores hensyntagen?

Eller ligger problemet reelt set et andet sted, f.eks. i min mors og mine forventninger?

Signe Marie Thomsen er sygeplejerske på Rigshospitalet, akut neurologisk afdeling.