Læserbrev: Masseflugt blandt sygeplejestuderende - hvem tager ansvar?

DSR har i en årrække sat fokus på frafaldsproblematikken blandt sygeplejestuderende. Men glimrer samtidig i fraværet, når snakken falder på, hvordan problemet løses.

I Sygeplejersken nr. 10/2017 blev der sat statistisk fokus på frafaldet blandt sygeplejestuderende. Klinikken gøres uden yderligere refleksion til syndebuk for, at op imod en fjerdedel af de studerende dropper ud efter deres første møde med klinisk praksis. Det er i sig selv bekymrende, at næsten hver fjerde studerende dropper ud, når tal fra Finansministeriet viser, at vi frem imod 2025 vil opleve en øget mangel på sygeplejersker. Dermed går frafaldsproblematikken fra at være et fagpolitisk problem til at blive et samfundspolitisk problem.

De kliniske afdelinger er fanget i et krydspres mellem hensynet til driften og omsorgen for patienterne. Og i det krydspres bliver de studerende taget som gidsel. Afdelingerne har ikke mulighed for at skabe en tryg ramme for de studerende i det til tider skræmmende møde med klinikken. De studerende vil have tid til at lære faget, sygeplejerskerne vil have tid til at tage sig af patienterne, og politikerne kræver effektive arbejdsgange og høje gennemførselsprocenter.

Det seneste årti har national og international forskning haft fokus på årsager til de studerendes frafald. Alle undersøgelser kalder entydigt på handling. I England har politiske tiltag sat rammerne for, hvordan sundhedsuddannelserne skal arbejde for at reducere unødvendigt frafald. Men når der i Danmark stilles skarpt på konkrete handlingsmuligheder, bliver der larmende tavshed fra både politisk såvel som fagpolitisk side. For os er det helt indlysende, at DSR skal gå forrest i kampen for de studerende. DSR skal smide fløjlshandskerne og larme noget mere i debatten om velkendte frafaldsprocenter og rette fokus imod konkrete tiltag.

Vi undrer os over, hvorfor Grete Christensen og resten af DSR ikke har udvist rettidig omhu og handlet på et velkendt og veldokumenteret problem. Har vi råd til at tabe de studerende, når krystalkuglen allerede nu forudser en dyster fremtid med stor mangel på sygeplejersker?

Næstformand Dorte Steenberg svarer:

Kære Tine Louise Dideriksen og Ellen Holmen Mouritsen

I sætter fokus på en alvorlig problemstilling, nemlig hvordan vi sørger for at have sygeplejersker nok i fremtiden. Alle fremskrivninger viser, at vi kommer til at mangle sygeplejersker, hvis vi ikke handler nu.

Derfor har DSR arbejdet målrettet med at få hævet dimensioneringen af sygeplejerskeuddannelsen. Og siden 2014 er den løftet med 11 pct. Det er en god start og bidrager til en lysere fremtid.

En anden meget relevant indsats er at få mindsket frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen, der siden 2007 har ligget nogenlunde stabilt på 22-24 pct. Selv om tallet lyder højt, så var tallet ca. 30 pct., hvis vi ser på perioden 1996-2006. Gennemsnittet for alle professionsbacheloruddannelser var 24 pct. i 2014.

Det har været en kerneopgave for DSR at knække kurven, og vi arbejder fortsat målrettet på sagen. En helt central indsats er at gøre den samlede uddannelse så god som mulig. Det har vi arbejdet med i hele tre revisioner af sygeplejerskeuddannelsen fra 2006 og frem til den seneste revision i 2016.

Samtidig er det væsentligt for os løbende at sætte fokus på kvalitet i den kliniske uddannelse. Vi benytter enhver mulighed for at drøfte kliniske underviseres uddannelsesniveau, systematisk planlægning og kvalitetssikring af klinikken samt den bedst mulige kobling mellem teori og klinik, når vi er sammen med medlemmer og beslutningstagere med indflydelse på sygeplejerskeuddannelsen.

Og vi underbygger indsatsen med egne udspil og analyser samt større rapporter i samarbejde med eksterne. To gode eksempler er rapporten "Kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle", udarbejdet af Aalborg Universitet og Implement Consulting eller udspillet "Kvalitet i sygeplejerskeuddannelsen – model for kvalitetssikring af den kliniske undervisning", som begge er værd at læse.

En helt afgørende indsats handler også om, at vi skal sørge for gode rammer og vilkår for sygeplejerskerne, når de først er færdiguddannede. Jo flere sygeplejersker, der bliver og stortrives i faget, jo bedre – for sygeplejerskerne selv såvel som for patienter og samfund.