Patienten, jeg aldrig glemmer: Godt at se ham i øjnene bagefter

Jeg havde kun været færdiguddannet i fem måneder, da det skete. Jeg var netop mødt ind til en aftenvagt på akut sengeafsnit, hvor jeg i min overlevering bl.a. havde en ældre herre på omkring 60 år. Han var blevet indlagt med pneumoni og var blevet sendt op til os fra akutmodtagelsen, hvor de havde sat ham i behandling med antibiotika og saltvandsdrop. Han var også hjertesyg, hvilket desværre var gået tabt i overleveringen.

Han var efter omstændighederne frisk, så han blev lagt i seng på en tosengsstue. Der var mange patienter den aften, og vi var ikke så mange sygeplejersker på gulvet. Jeg fortalte ham, at han selvfølgelig bare skulle hive i klokkesnoren, hvis han fik brug for noget.

Aftenen skred frem, og jeg susede rundt til de mange øvrige patienter. Pludselig ringede min patients stuenabo efter mig. Da jeg kom ned på stuen, kunne jeg straks se, at der var noget galt – ikke med stuenaboen, men med min patient. Han var blevet dårlig, havde svær dyspnø og fumlede febrilsk med sit PVK. Hans blodtryk var skyhøjt.

En læge blev tilkaldt, og det viste sig, at min patient var gået i højtrykslungeødem. Hans dårlige hjerte kunne ikke følge med indgiften af væske, hvilket havde resulteret i vand på lungerne. Vi forsøgte at stabilisere ham, men han rettede sig ikke. Til sidst blev han sendt på intensiv.

Da jeg gik hjem fra vagt den aften, var jeg ked af det. Jeg følte, jeg burde have forudset situationen, og at jeg ikke havde gjort mit arbejde godt nok.

Jeg sov skidt den nat og fik det ikke bedre, selvom jeg vendte situationen både med min kæreste og med mine kollegaer. Da jeg mødte ind på vagt igen næste dag, valgte jeg at gå til afdelingslægen for at få hans vurdering af sagen. Han beroligede mig og fortalte, at jeg havde handlet helt efter bogen. Det var rart at få at vide, men alligevel gik jeg rundt med en knude i maven.

I mellemtiden var min patient blevet ført tilbage til sengeafsnittet. Tanken om at skulle se ham, når jeg følte mig skyldig over forløbet, var ikke rar. Alligevel valgte jeg på en kollegas opfordring at tilse ham. Jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at møde ham ansigt til ansigt.

Det er jeg så glad for, at jeg gjorde! Min patient var nemlig slet ikke vred, tværtimod takkede han mig for hjælpen og for at have reddet hans liv. Det var som en sten, der faldt fra mit hjerte.

I mit arbejde som sygeplejerske ser jeg ofte, at vi er alt for hårdt pressede på tid og derfor nemt kommer til at tvivle på os selv og vores faglighed, når der sker noget uventet. Var det min skyld? Handlede jeg korrekt? For mig var det afgørende at se min patient i øjnene bagefter, så jeg kunne slippe tanken om, at det var min skyld. Og jeg glemmer ham aldrig.