Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "Jeg har armene opppe"

Efter 13 ½ år i samme stilling slog Birgitte Wingum Topp til, da hun fik øje på et job med mulighed for at dyrke og udvikle patientsamtalen til gavn for mennesker med kroniske sygdomme. Projektansættelsen i Aktiv Patientstøtte er tidsbegrænset, men det skræmte ikke.

Sygeplejersken 2018 nr. 3, s. 70

Af:

Trine Kit Jensen, journalist

spl3-2018_skiftedag_birgittewingumtopp
Birgitte Wingum Topp

Nyt job: 1. november 2017 ansat som Aktiv Patientstøtte-sygeplejerske under OUH-Innovation med base på Kolding Sygehus. Aktiv Patientstøtte er et nationalt forskningsprogram, hvor 100 sygeplejersker i regionerne frem til 2020 afprøver et nyt koncept med coachende telefonstøtte til kronisk syge.

Kom fra: Specialeansvarlig sygeplejerske, Gastroenterologisk Ambulatorium, Vejle Sygehus.

"Jeg havde en fantastisk arbejdsplads, men kunne mærke, at jeg havde brug for at udfordre mig selv. Så jeg søgte stillingen for at lære noget nyt og dygtiggøre mig i patientsamtalen. Det har altid interesseret mig, hvad samtalen kan gøre for patienterne. Men kompetencerne fra kommunikationskurser i mit gamle job var svære at få i spil, fordi samtalerne her var så korte.

Fra mit arbejde med kroniske tarmpatienter havde jeg kendskab til kronikeres komplekse problemstillinger, og på Vejle Sygehus var jeg også med til at starte en patientskole. Som specialeansvarlig sygeplejerske gik jeg forrest i forhold til at løse nye opgaver, og jeg kan godt lide at løfte og udvikle. Det var nok medvirkende til, at jeg fik jobbet. Jeg tror, de kunne mærke, at det her var noget, jeg rigtig gerne ville.

Aktiv Patientstøtte er målrettet borgere med f.eks. KOL, hjerte-kar-sygdomme og diabetes, ofte i kombination med andre sygdomme. Disse patienter har typisk mange akutte kontakter til sundhedsvæsenet og et stort antal indlæggelser og genindlæggelser. Projektet skal styrke deres egenomsorg, handlekraft og netværk, så de får større livskvalitet, og håbet er også, at det vil give færre indlæggelser til fordel for samfundsøkonomien.

Vi møder patienterne til en opstartssamtale i deres nærområde og har coachende telefonsamtaler med dem i 6-9 måneder. Samtalerne kan f.eks. handle om at klæde dem bedre på til besøg hos egen læge eller i specialambulatorierne. Her oplever de ofte, at det går meget stærkt, og mange har ikke på forhånd gjort sig overvejelser om, hvad de har brug for at drøfte. Det kan jeg hjælpe dem med at få skrevet ned. Derudover kan jeg f.eks. hjælpe dem med at få sat skub i nogle kommunale tilbud.

Den coachende tilgang skal skabe refleksion hos patienterne og give dem større selvindsigt, så de gradvist finder frem til deres ressourcer og kan tage mere styring over eget liv. Vi har fået undervisning i den coachende samtale, og der er løbende supervision både gruppevis og individuelt. Her lytter vi bl.a. til optagede samtaler, så vi kan høre, hvad der virker og ikke virker, og det har virkelig rykket noget.

Jeg havde selvfølgelig mine overvejelser i forhold til at søge en tidsbegrænset stilling. Men jeg var nødt til at springe ud i det. Hvis projektet ikke går i drift, har jeg stadig fået nye kompetencer, og allerede nu har jeg flyttet mig så meget, at jeg som sygeplejerske er et helt andet sted end før. Samtidig har vi mange patienter, som finder tilbuddet fantastisk. Så jeg har armene oppe."

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere