Studerende i praksis: "Jeg tog forsigtigt om hans kolde fødder og forsøgte at varme dem ... "

Jeg synes, vi skal tage imod alt det nye, vi bliver tilbudt, både fra skolen og ude i det virkelige liv. Der er så mange gaver, vi kan få med på vores vej, og vi kan tage det med os, vi kan bruge.

Jeg modtog en mail om et kursus i "Alternativ pleje til ældre", som skulle foregå i Randers, hvor der deltog forskellige nordiske og baltiske nationaliteter. Det hele foregik på engelsk, og der var både undervisning, workshops, fremlæggelser ved deltagerne og socialt samvær.

Tanken om, at der udover den teoretiske viden, vi får med os fra skolen, var endnu en verden med ny, spændende viden, fangede mig. Evidensbaseret viden, der kan supplere vores ofte meget naturvidenskabelige tilgang.

Efter kurset var jeg ude i klinik, og en dag havde vi en meget urolig patient. Han ringede efter os mange, mange gange i timen, og personalet var frustreret over, at det tog tid, hver gang vi skulle ind og spørge, hvad vi kunne hjælpe med. Da det havde stået på et par timer, blev patienten vredladen, han sagde grimme skældsord, råbte op, og til sidst fik han skabt en stemning af "den besværlige patient".

Som studerende undrede jeg mig over, hvad han egentlig prøvede at fortælle, da der tilsyneladende var noget, vi ikke forstod eller i hvert fald misforstod.

Næste gang han ringede, gik jeg ind på stuen til ham. Han var vred og var urolig. Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget. Han fortalte, at han frøs om tæerne. Jeg fik tanken, at det er utrygt at være indlagt, ligge helt alene på stuen, og der kun kommer nogen, når man bliver tilbudt måltider eller skal have medicin. Han var jo bange og frustreret. Han manglede nærvær, som var blevet lige det modsatte, nemlig fravær, fordi han var stemplet som et irritationsmoment.

Jeg tog forsigtigt om hans kolde fødder og forsøgte at varme dem, spurgte, om han lå godt, og om han ville have lidt massage, så han kunne få varmen. Jeg gav ham blid fodmassage, ligesom jeg havde lært på kurset. Jeg brugte mine teknikker, tænkte over, hvordan berøring kan skabe tryghed og forebygge hudsult. Hudsult er et udtryk, vi bruger, hvis man mangler berøring, og det kan gøre én trist og urolig. Men man kan komme hudsulten i møde ved f.eks. et kram, et klap på skulderen eller et godt håndtryk. Det handler om, at huden stimuleres på den ene eller anden måde.

Efter massagen fik han et ekstra tæppe på, så han ikke skulle fryse længere. Han smilede og var faldet helt til ro. Puden blev rystet og lagt, ligesom han ønskede det.

Jeg gav ham 10 minutter af min tid, og jeg fik så meget igen. Og vi hørte ikke fra ham de næste par timer, for han var faldet i søvn.

Tænk, hvordan de små ting kan gøre forskel. Lyt til, hvad der bliver sagt ved siden af det sagte. Nogle gange skal vi lige give os tid og spørge ind.

Maria Bøttcher er sygeplejestuderende på 3. semester på PH Metropol, København.