Fuldt fortjent: "Vi er blevet nogle skrappe madammer"

Som niårig blev Bente Sørensen indlagt på en børneafdeling. Dengang i midt-tresserne var forældrebesøg ofte kun tilladt to timer om ugen. Den lille pige så fascineret til, mens sygeplejerskerne gav de syge børn den omsorg, forældre ikke kunne give. Da Bente Sørensen blev udskrevet, vidste hun, at hun ville være sygeplejerske. 10 år senere begyndte Bente Sørensen på Sygeplejeskolen i Vendsyssel. Efter endt uddannelse rykkede hun ind i nabobygningen, som husede Hjørring Sygehus, og her har hun haft sin arbejdsgang lige siden.

"Jeg gik benhårdt efter at blive sygeplejerske. Jeg har aldrig fortrudt, men de sidste 10 år har været hårde. Det er ikke kun, fordi jeg er blevet ældre, men fordi vilkårene for at være sygeplejerske har ændret sig utrolig meget," siger Bente Sørensen.

I sit arbejde med patienter med kronisk sygdom på dialysesatellitten på Hjørring Sygehus oplever Bente Sørensen ændringerne på nært hold. Nu om dage kan de komplekse patienter oftere komme i klemme i systemet. For alt skal helst systematiseres.

"Patienterne, vi har her, kan ofte ikke bare puttes ind i et standardskema. Derfor skal vi være kreative for at få gennemtrumfet en behandling eller indlæggelse. Vi mener jo, vi kender vores patienter bedst, og vi vil dem det bedste. Men det er systemet bare ikke gearet til længere," siger Bente Sørensen og fortsætter:

"Vi er virkelig blevet nogle skrappe madammer. Måske mere skrappe og fandenivoldske, end man nogle gange bryder sig om," griner hun.

Fra fyring til fejring

En bidende kold februardag sidste år tropper Bente Sørensen op på Hjørring Sygehus. Hun har en vamset jakke og store støvler på, for det er hendes fridag. Men der er ekstraordinært personalemøde, og hun har fået at vide, at det er umådeligt vigtigt, at hun møder op. Bente Sørensen ved, at der i den seneste tid har været besparelser på dagsordenen, så det er med bange anelser, hun åbner døren ind til mødelokalet.

"Mine kolleger sidder med bedemandsansigter. Og så kommer tre personer fra ledelsen ind. Jeg tænker, at det her bliver en frygtelig eftermiddag," siger Bente Sørensen.

Men så går døren endnu en gang op, og ind kommer hendes mand. Nu går det op for Bente Sørensen, at det ikke er et fyringsmøde, men en fest til ære for hende. Der bliver båret vin og kransekage ind, og hun får anbragt fortjenstmedaljen på sin vamsede jakke.

"Der tog de fusen på mig. Det glemmer jeg dem aldrig for," siger Bente Sørensen.