Sygeplejersken
Læserbrev: Forskellige ritualer omkring døden
Døden på et plejehjem kan foregå værdigt og være ledsaget af smukke ritualer. Kommentar til Eftertanken ”Nu er det nok” i Fag&Forskning nr. 1/2018.
Sygeplejersken 2018 nr. 4, s. 19
Af:
Britta Pedersen, sygeplejerske og pårørende
Der vil være steder med den holdning og adfærd, som bliver beskrevet (i Eftertanken i Fag&Forskning nr. 1, red.), men jeg oplevede det helt anderledes, da min mor døde i oktober 2017 på et plejehjem under OK-fonden.
Min mor blev 89 år, tiltagende svag, hun havde synkebesvær, sondemad, sonden seponerede hun, og det endte med lægebesøg, hvor vi skulle drøfte permanent sonde.
Her sagde min mor stop, hun kendte konsekvensen og døde efter en uge uden sonde, uden føde og med indtag af minimal væske fra 200 ml i døgnet til få dråber, men hun var klar undtagen de sidste to døgn.
Omsorgen for mor og for familien var fin med orientering og støtte, og vi blev i god tid mindet om at beslutte, hvilket tøj mor skulle have på.
Et er, at jeg er sygeplejerske, det er alligevel godt, at personalet husker, at man er pårørende først og siden sygeplejerske. Oplysninger blev givet med respekt for den viden, jeg havde i forvejen. Dagen efter dødsfaldet blev der sat en lygte med lys udenfor døren, den var der i flere dage. Personalet spurgte, om mor skulle synges ud, og vi havde en smuk ceremoni, hvor det personale, der kunne være med, kom, også fra kontoret og fra en fridag.
Én beboer var med, og alle havde lejlighed til at sige farvel, for mor lå i åben kiste.
De gik ud undtagen bedemanden og jeg, der blev lagt låg på kisten, som så skulle ud.
Jeg troede, at alle var væk, næh nej, man stod respektfuldt og ventede og fulgte kisten, som havde det været en bisættelse.
Også ved tømning af bolig var der omsorg og støtte.
Plejehjemmet fik en pyntegenstand med beskrivelse af historien, man var glad for det, for som de sagde, "vi vil jo også gerne have nogle minder om din mor". Dødsfaldet blev efterfølgende nævnt i beboerbladet. Så ritualerne kan være meget forskellige. Men personalet vil sjældent have tid til at tage med til bisættelse/begravelse, heller ikke når det sker lokalt.
Ovenstående er en kommentar til klummen "Eftertanken" i Fag&Forskning nr. 1/2018: "Nu er det nok" af fagredaktør jette Bagh, Sygeplejersken.