Studerende i praksis: "Hvilken tilstand og død skulle jeg være vidne til? Hvordan ville jeg reagere?"

"Åh, det var godt, I kom – jeg har allerede vækket hende tre gange." Sådan udbrød datteren spontant, da vi ankom til det, der senere skulle blive min første oplevelse med døden i professionel sammenhæng.

Min kollega og jeg var blevet bedt om at tage ud til en ældre kvinde, der lå for døden. Vi havde fået at vide, at kvinden havde svært ved at trække vejret på grund af ekspektorat, men at vi skulle smertelindre hende, så hun kunne få en fredelig død.

Der kørte omkring en million tanker rundt i hovedet på mig, da jeg sad i bilen. Jeg rystede lidt og havde iskolde hænder og var faktisk temmelig spændt på, hvad der skulle ske. Hvilken tilstand og død skulle jeg være vidne til? Hvordan ville jeg reagere? Ville jeg blive ked af det? Begynde at græde, fordi de pårørende græd? Eller ville jeg kunne forholde mig professionelt og være til stede udelukkende for den døende og for de pårørende?

Da vi kom ud til det lille gule hus, stod det lysende klart, at det var en datter i dyb krise over at skulle miste sin mor, som havde ringet efter hjælp. Kvinden, vi kom ud til, lå lige så fint i sin seng. Hun trak vejret besværet. Min kollega hviskede i mit øre, at vi ville blive, til hun havde udåndet, da der ikke var lang tid igen. Ved at blive kunne vi skabe ro i hjemmet.

Uden egentlig at have talt om procedurerne delte min kollega og jeg os op. Hun havde vagttelefonen med og blev nødt til at ringe sammen med en læge om en anden dårlig borger, så jeg stod pludselig alene. Jeg satte mig helt hen til kvinden og tog hendes hånd i min, så hun kunne mærke mit nærvær. Hun var begyndt at blive spids om næsen, men hendes hånd var væsentligt varmere end min. Mens jeg sad der og fulgte hendes puls, begyndte datteren at fortælle mig om deres liv i den lille by og den sidste tid med moderens sygdom. Hun havde altid boet sammen med sin mor og fulgt hende på sygehuset det sidste år. Hun var nervøs for, hvad fremtiden skulle bringe.

Det var, som om tiden gik i stå, mens vi talte sammen i moderens værelse. Det var på mange måder nogle meget fredsommelige minutter både for den studerende og den pårørende, der sad stille med den døende kvinde imellem sig. Vi var begge to nye i det, der skulle ske. Jeg, som studerende, var ny i forhold til at skulle forholde mig professionelt til døden, og datteren var ny i det at skulle tage afsked med sin mor. Det var to forskellige udgangspunkter, vi havde til døden og situationen. Men der var også noget fælles, for døden er et fælles vilkår.

Kvinden åndede stille ud efter en time i trygge omgivelser, hvor stilheden langsomt tog over. Tilbage sad to personer, som på hver sin måde havde rykket sig efter denne oplevelse. Vi åbnede stille vinduet for at give hendes sjæl fred og hjalp hende den røde kjole på.

Marie Wemmelund er 5.-semesterstuderende på Diakonissestiftelsen.