Patienten, jeg aldrig glemmer: "Glemte, han havde været på afvænning"

Jeg lærte ham at kende, da jeg var sygeplejerske i Den Sociale Hjemmepleje i København. Han havde mistet en tå og havde brug for sårbehandling. Derudover var han alkoholiker, alkoholdement og havde levet et hårdt liv. Han drak guldøl dagen lang, og når han løb tør, gik han en tur i kiosken og byttede sine tomme dåser til nogle nye.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen investerer man ikke kun sin tid i sine patienter, men også lidt af sig selv. Man kommer i deres hjem, som regel over lange perioder, og man bliver en lille del af deres liv. Derfor sprang jeg også straks til, da han en eftermiddag pludselig besluttede sig for, at nu skulle det være. Han ville holde op med at drikke!

Han havde flere gange snakket om, at han gerne ville blive ædru. Han ønskede at række ud til sin familie, som han havde mistet kontakten med, men indtil den eftermiddag havde han ikke været klar til at tage springet.

Han havde ikke drukket hele dagen og virkede fast besluttet, så jeg fik arrangeret indlæggelse til ham på hospitalet, hvor han kunne blive afruset og få hjælp. Det var op mod weekenden, og jeg kan huske, at jeg gik hjem den dag med følelsen af, at jeg virkelig havde udrettet noget godt.

Da jeg mødte på arbejde om mandagen, var han blevet udskrevet igen. På grund af sin demens havde han fuldstændig glemt, at han var blevet afruset, og var begyndt at drikke, som han plejede, så snart han kom hjem. Jeg spurgte ham, om han kunne huske, hvad han havde lavet i weekenden. Det kunne han ikke.

Første gang, det skete, var det en nedslående oplevelse. Jeg følte, jeg havde fejlet totalt. Men jeg blev nødt til at bevare troen på, at det kunne lykkes. Hvis jeg mistede optimismen, så skulle jeg ikke længere være sygeplejerske, syntes jeg. Patienterne har jo også brug for, at vi bevarer håbet, så de ikke selv mister det.

Jeg nåede at hjælpe ham afsted til afrusning flere gange, imens jeg arbejdede i hjemmeplejen. På et tidspunkt fik han endda en plads på en afvænningsklinik i 14 dage. Han nåede at blive helt afvænnet, men lige så snart han kom ind med toget, gik han hen og købte øl. Han kunne simpelthen ikke huske, at han var holdt op med at drikke.

Det var frustrerende, men jeg lærte med tiden, at jeg blev nødt til at se på den lyse side. Måske blev han helt ædru, måske ikke, men i det mindste gav hans ture på afvænning ham nogle tiltrængte pauser fra alkoholen.

Tanken om de små sejre har jeg taget videre med mig i mit nuværende arbejde som sygeplejerske på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital. Det kan være svært at få tiden og ressourcerne til at slå til, men så må man forsøge at huske på, hvad man gør godt, så man ikke går helt ned med flaget.

Jeg ved ikke, om min patient nogensinde blev ædru, men jeg glemmer ham aldrig.