Studerende i praksis: "Dagen inden skulle hun bare i biografen. Nu lå hun her i en hospitalsseng ...

Det startede en helt almindelig mandag aften i biografen. Hun skulle se en film, hun havde glædet sig til at se. Pludselig fik hun voldsomt ondt i maven og måtte forlade biografen. Hun blev indlagt hos os, og jeg skulle være hos hende dagen efter.

Kvinden havde tarmslyng og skulle opereres. Hun var bange. Hun fortalte mig, at hun vidste, at denne dag ville blive forfærdelig. Jeg var studerende og havde svært ved at finde på noget at sige. For det skulle blive en forfærdelig dag, det vidste jeg godt. Hun skulle til en åben operation, og hun ville få ondt.

Jeg blev hos hende, talte med hende om, hvad der skulle ske. Hun var bange for operationen og bange for, hvad der skulle ske. Heldigvis havde jeg tid til at være hos hende. For det havde hun brug for.

En anæstesilæge kom og talte med hende. De talte om narkosen og om den forestående operation. Hun var stadig utryg, urolig for de efterfølgende smerter, uvis om, hvilke komplikationer der kunne være. Hun var bange, for hun kendte ikke til fremtiden. Dagen inden skulle hun bare i biografen. Nu lå hun her i en hospitalsseng, i hospitalstøj, med slanger omkring sig og vidste ikke noget, havde ikke selv kontrol over situationen og sin egen krop. Hun skulle lægge sit liv i andres hænder.

Jeg tog med hende til operationen. Da jeg fortalte hende, at jeg tog med, strålede hendes øjne. Hun var glad for, at jeg kom med. Da hun vågnede af narkosen, spurgte hun anæstesisygeplejersken, om jeg stadig var der. Det var jeg. Så slappede hun af.

Jeg kan huske, at det gjorde stort indtryk på mig. Især i situationen tænkte jeg meget på kvinden og hendes forløb. Efterfølgende har jeg tænkt endnu mere over det. For det kunne have været mig selv eller min mor, som lå der i sengen. Dette forløb har gjort mig opmærksom på det mest vigtige i vores profession, nemlig at tage sig tid og være i nuet.

Jeg sad med kvinden og talte om, hvad der skulle ske, jeg var med hende til operationen og så hende vågne op igen. Udenfor kørte bilerne hurtigt, ambulancerne kom ind med traumepatienter, en mand et andet sted fik et apopleksitilfælde, et barn blev født. Men jeg var her. Sammen med min patient. Det er det vigtigste af det hele som sygeplejerske. Husk at være der sammen med patienten – også når der er travlt.

Heidi Knudsen er sygeplejestuderende på 6. semester, UC Aarhus.