"Vi talte ikke om det"

9. april 1940 - lysene slukkes

Besættelsen den 9. april 1940 kom for de fleste som en tyv om natten, selv om mange nok anede, at noget var under opsejling. På nogen sygehuse havde man været forudseende og forberedt sig, på andre fik man travlt med mørklægning og omstilling til en helt ny tilværelse.

Ved 4-tiden om morgenen gik tyske tropper over grænsen i Sønderjylland. Samtidig gik tyske soldater i land i en række havnebyer, også i København. Imens fløj tyske bombemaskiner over

Danmark og kastede flyveblade ud med information om besættelsen på en sælsom blanding af gebrokkent dansk og norsk, de meget omtalte "Oprop". Efter lidt spredte kampe i Jylland og på Amalienborg Slotsplads valgte regeringen i samråd med kong Christian X klokken seks om morgenen at kapitulere. For regeringen var det en balancegang mellem ønsket om at forhindre en krigssituation og samtidigt bevare respekten i udlandet. Det skulle ikke hedde sig, at Danmark bare havde lagt sig fladt ned for Tyskland.

På Vejle Amts og Bys Sygehus var Ellen Aunsbjerg Bertelsen 2.-årselev. Hun var den første, der var stået op på det værelse, hun delte med to andre elever, og klokken seks kom flyvemaskinerne buldrende ind over sygehuset. Hun råbte til de andre, "Skynd jer at komme op. Det må være Røde Kors", men det var ikke røde kors, der var malet på maskinerne, det var hagekors.

Hun kunne se, at overlægen gik nede i haven og samlede "Oprop" op. Så var de klar over, at de skulle over på afdelingen i en fart. På hele sygehuset var alle fuldt beskæftigede med at sætte mørklægning op. De var ganske vist gået i gang inden den 9. april, men var ikke blevet færdige. Man anede, at noget var under opsejling, for der var en udpræget uro over det hele. De tyske soldater kom ned ad gaden i fuld march, og allerede ved middagstid fik de indlagt de første tyske soldater med ophovnede fødder, helt ødelagte af at gå den lange vej.

Inden aften var der blevet indlagt 12 tyske soldater. Soldaterne havde åbne sår på fødderne, som blev behandlet så godt som muligt. "Det var forfærdeligt. De fik fødderne i sæbevand, og vi forbandt dem, så godt vi kunne. Alting gik lidt hurtigt. De fik nogle trædepuder på, og hvad vi ellers havde. Det var noget med noget vat i. Vi gjorde sårene i stand og gjorde, ligesom vi plejede". Soldaterne fik noget at spise, for det lå i luften, at der ikke skulle gøres forskel på patienterne. Eleverne havde fået besked på, at hvis værnemagten kom og forlangte dem udskrevet, så skulle de bare lade dem gå. De måtte endelig ikke holde dem tilbage. Ved ni-tiden om aftenen kom tyskerne og hentede de sidste i store lastbiler. De så dem ikke mere. Danmark blev besat af en hær med store huller på fødderne.

På Bispebjerg Hospital kom besættelsen som et chok for de unge elever, der tilsyneladende var helt uforberedte. Kirstine Christiansen, der var 1.-årselev på Bispebjerg Hospital hørte flyvemaskinerne og gik hen til vinduet sammen med de elever, hun delte værelse med. Der var en, der sagde, "Nej se, der er fly", og en anden, "Jeg troede ikke, vi havde så mange". De havde ingen mistanke om, at det var tyskerne, der kom. "Vi anede ingenting. Vi var ikke så interesserede i politik dengang". Når de skulle på afdelingen om morgenen klokken 7, skulle eleverne først møde op i sygeplejerskeboligen til en kop the og en krydderbolle. Hospitalet ville sikre sig, at de ikke gik på arbejde på tom mave. Maskinerne drønede i lav højde hen over hovedet på dem. Pludselig kom forstanderinden, Inge Funding, frem i døren og fortalte, at de fly, der fløj henover, ikke var danske. Der blev så stille, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet. "Vi havde jo nærmest holdt sjov med, at vi ikke havde så mange fly og alt det der. Vi blev så klar over, at det var noget helt, helt andet, der var sket. Vi fik den besked af kongen, at vi ikke skulle gøre modstand. Det kunne jo heller ikke nytte noget. Vi var jo bare blevet dræbt".

Krigshygiejne og utøj

Den personlige hygiejne under besættelsen var ikke god. Kulde og koldt vand kombineret med dårlig og rationeret sæbe gjorde sit til, at lus og fnat blev almindelige plager i store dele af befolkningen. Specielt fnat blev en større opgave for sygehusene, der indrettede deciderede fnatambulatorier eller specielle rum til behandlingen. Sygeplejeeleverne hadede den opgave, og nogle af dem blev smittet med fnat op til flere gange.

Sæbe var som nævnt rationeret, og den blev gennem de fem besættelsesår strakt, så den til sidst indeholdt 80% ler, der fik det til at føles som sandpapir. Anna Sofie Holm på Skive Sygehus prøvede at vaske hår i det, hvad hun ikke skulle have gjort, "Det så frygteligt ud. Da afdelingssygeplejersken kom ned og så mig, sagde hun, "Nå, De har nok vasket hår i dag". Det var så stridt, at jeg ved ikke hvad. Det var, som om der var ler i det".

Dårlig sæbe og koldt vand var opskriften på en generelt dårlig personlig hygiejne, og utøj som lus og fnat havde kronede dage. Patienter blev ved modtagelsen rutinemæssigt afluset med sprit og tættekam. Nogen havde så mange lus, at der skulle mere til, som her på Haderslev Amtssygehus, "En gang havde vi en patient med lus, der skulle i fnatkælderen. Hun var kommet i badekarret, og overfladen blev sort, så mange lus havde hun. Det varede ikke så forfærdelig længe, for da lusene var væk, da døde "bedste"".

Under 2. verdenskrig blev specielt fnat et udbredt problem som følge af den manglende hygiejne.

Hele familier kom til ambulant behandling på sygehusene. Fnat skyldes en hudmide, der borer sig ind under huden og fremkalder en ulidelig kløe, specielt om natten. Det smitter ved kropskontakt, så ofte blev hele familier angrebet. Ifølge både lærebøgerne og det, de interviewede sygeplejersker fortæller, var der to forskellige kure for fnat under krigen, enten indsmøring med brun sæbe efterfulgt af påsmøring af benzylbenzoat, eller en svovlleversalve, Kathiolan, der skulle smøres ind over hele kroppen.

Kuren med brun sæbe blev indledt med et varmt karbad, hvor patienten blev smurt ind i blød brun sæbe. Efter aftørring blev huden omhyggeligt penslet med benzylbenzoat-liniment, der skulle sidde et døgn, hvorefter det blev vasket af. Kuren var ikke 100% effektiv, og man kan spørge sig, hvor de skulle få den brune sæbe fra. Måske er det derfor, at den anden kur ser ud til at have været den mest brugte.

Kathiolan-behandlingen bestod i, at patienten blev smurt ind fra top til tå, hovedet undtaget, i Kathiolan, en svovlleversalve, der lugtede kraftigt af svovlbrinte. Salven skulle sidde et døgn, hvorefter den blev vasket af. På Bispebjerg Hospital indrettede man ligefrem et helt fnatambulatorium, hvor de uheldige patienter kom ind iført gammelt tøj. Næste dag kom de igen til et grundigt bad, medførende rent tøj. Man kunne på lang afstand genkende de indsmurte fnatpatienter, fordi den klæbende salve fik dem til at gå med skrævende ben og strittende arme.

En vis svovllugt kunne også spores. Det eneste offentlige trafikmiddel til hospitalet var sporvognslinje 10, som i folkemunde gik under navnet "Fnatmiden".

Kathiolan-salven lugtede så vedholdende, at "hvis man skulle ud om aftenen, ville man gerne bytte vagt. Man kunne ikke komme nogen steder, hvis man første havde smurt med det der.

Salven var gullig, ligesom olieagtig, den stank". Ind i mellem trak eleverne lod om, hvem der skulle i fnatkælderen. Ganske vist stod der i lærebøgerne, at man skulle bruge en bred pensel eller handsker til at smøre ind med, men eleverne gjorde det med de bare hænder. Nogle blev smittede og måtte selv igennem kuren op til flere gange.

Fnatkurene fyldte meget for eleverne. Også Bodil Marie Ryborg på Statshospitalet i Sønderborg, "Hvis der var noget, jeg nåede at lære i min elevtid, var det at give fnatkure. Føj, man fik jo lede ved det. Det ramte også helt almindelige folk, hele familier. Det smittede meget. Hvor der var mange børn, lå de sommetider et par stykker i samme seng, så fik de det alle sammen. De skulle smøres helt ind, og de fik hvide handsker på. Folk vidste, at når man kom ud fra sygehuset med hvide handsker på, så havde man fnat. Nogle patienter valgte derfor at tage handskerne af og smide dem væk, så snart de var uden for sygehuset.

Jeg fortalte nede i badeafdelingen, at en, der lige havde fået en fnatkur, havde taget handskerne af og nu gik udenfor. Det var der ikke noget at gøre ved. "Så kommer hun jo nok igen", sagde de".

På Horsens Kommunehospital ydede man en speciel service til "landevejsbumserne", der kunne komme og blive gjort rene engang imellem. Det var Inga Nielsen med til som elev. "På badeværelserne var der terrazzogulve, som vi gjorde meget våde og bad dem om at smide tøjet der. Så kunne utøjet jo ikke leve, ellers var vi også fyldt med lus. Tøjet blev sendt med portørerne over til desinfektionsovnene. De fik et bad og blev kæmmet, og så fik de deres tøj tilbage og trak i det. Så var de blevet renset. Vi smurte dem ind, og så fik de en båre at ligge på og en kappe til at tage over al den her smørelse. De kom ind i en opholdsstue eller på gangene, og den næste dag fik de et bad. Så skulle fnatten være kureret. Deres tøj blev autoklaveret. Jeg synes, alle havde fnat."

Sygehusene - frihedskæmpernes skjulested

Efter den 9. april 1940 var den danske modstand nogle år om at komme i gang. Kongen og regeringen opfordrede til ro og orden, og de fleste bøjede nakken og nøjedes med at give tyskerne den kolde skulder. Fra 1942 begyndte den gryende danske modstandskamp at tage til i flere former lige fra forfalskning af identitetskort, kurertjeneste, fremstilling og uddeling af illegale blade, til våbenmodtagelse, industrisabotage, hvor virksomheder blev sprængt, og jernbanesabotage. Dertil kom alle de, der systematisk hjalp de egentlige modstandsfolk ved at skjule dem og hjælpe dem videre til Sverige.

Læger og sygeplejersker viste sig hurtigt at være gode samarbejdspartnere for modstandsbevægelsen.

Hospitalerne var fremragende skjulesteder med de lange kældergange, mange indgange og ikke mindst afdelingerne, hvor en eftersøgt mand eller kvinde kunne gemme sig under et tæppe og en diagnose. Der var varme, mad og i de fleste tilfælde et personale, man kunne stole på. De praktiserende læger, specielt ude på landet, blev også inddraget i modstandsarbejdet i meget stort omfang. De havde bil, benzin, som regel et rummeligt hjem, og allervigtigst: naboerne var vant til, at der kom besøgende på alle tider af døgnet.

Hvis man søger i Frihedsmuseets modstandsdatabase, kommer der omkring 70 sygeplejersker frem, der på forskellig vis har ydet deres bidrag til modstandskampen. Der har været mange flere, for spørgsmålet er, om man definerede sig som frihedskæmper, hvis man for eksempel delte illegale blade ud eller gav frihedskæmperne en seng, lidt mad og omsorg som led i sit arbejde på sygehuset. Det har man næppe gjort. I interviewene er der flere eksempler på, at sygeplejeelever var med til at tage sig af forbipasserende modstandsfolk, der for kortere eller længere tid havde brug for en seng at gemme sig i. En fungerede en enkelt gang som våbenkurer, og en sygeplejeelev var medlem af en gruppe på Frederiksborg Amts Centralsygehus i Hillerød, der systematisk gemte jøder og modstandsfolk på sygehuset.

De fleste af de interviewede sygeplejersker var elever under besættelsen, og mange fortæller, at de ikke blev informeret, selv om det var åbenlyst, at der foregik noget. Eleverne blev så vidt muligt beskyttet og holdt udenfor. På Rigshospitalet opfordrede forstanderinden, Eli Magnussen eleverne til at holde sig fri af modstandsbevægelsen. "Hun sagde til os, "I skal ikke gå ind i modstandsbevægelsen. Det går ikke, at I går med, for så kan I ikke gennemføre jeres uddannelse.

Jeg vil bede jer om at lade være. Det må andre mennesker gøre." Det gjorde vi så heller ikke". Eli Magnussen vidste, hvad hun talte om, for hun var selv aktiv modstandskvinde og blev i 1944 taget af Gestapo og interneret først i Horserødlejren og senere i Frøslevlejren.

Fra sin lejlighed på femte sal ved Sortedamsdosseringen i København kommunikerede hun med englænderne, men signalerne blev opfanget af Gestapo, som arresterede og internerede hende i Frøslevlejren. I lejren valgte kvinderne Eli Magnussen som barakkens formand, og de gav hende tilnavnet Lejrens Engel. Med sin personlighed formåede hun at få kvinderne til at bevare håbet. I 1949 modtog hun Internationalt Røde Kors’ Florence Nightingalemedalje for sin indsats.

På Rigshospitalet kom eleverne i direkte kontakt med de modstandsfolk, der var på gennemrejse mod Sverige. Valborg Lægteskov-Carlsen var elev i perioden 1942-45, og hun havde en del med dem at gøre. "Frihedskæmperne kom ind igennem vagten med en seddel om, at de lige skulle indlægges en dag eller to, så tog de af sted igen. Hvis vi havde aftenvagt, fik vi en seddel af vores afdelingssygeplejerske, "I skal bare lige tage temperatur og give dem mad, og så skal I ikke gøre mere. De er væk i morgen."

Gentofte Amtssygehus lidt nord for København fungerede ikke bare som en flugtrute, men også mere eller mindre som modstandshotel. Nogen frihedskæmpere flyttede helt enkelt ind på sygehuset. De boede som regel på afdelinger i stueetagen, så de kunne bruge vinduerne til at komme ind og ud. "De hoppede ud om aftenen for at gøre det, de skulle. Så kom de hjem igen, fik mad og et bad – som et bedre hotel. Ind i mellem havde man på afdelingen fem, seks stykker boende, det havde de på flere afdelinger. Vi gjorde skam et pænt stykke arbejde med alt det der".

På Vejle Amts og Bys Sygehus var der også livlig trafik af modstandsfolk, der var kendt af tyskerne. Anne Dorthea Pedersen var elev de sidste halvandet år af krigen, hvor modstandsaktiviteterne var på det højeste.

"Vi havde en indlagt, der lå på enestue. Pludselig fik en af reservelægerne en pistol i ryggen, og så måtte han vise tyskerne, hvor han lå. Jeg ved ikke, om de skød ham eller tog ham med sig. Det var voldsomt. Vi var altid bange. Det var nok det værste – at vi altid var bange".

Dansk Sygeplejeråds rolle under besættelsen

Under besættelsen påtog Dansk Sygeplejeråd sig en ny rolle ved siden af den, der sædvanligvis forventes af en fagforening. Vareknapheden betød, at Dansk Sygeplejerådblev indkøbs- og fordelingscentral for nogle varegrupper, der var helt centrale for nogle sygeplejersker: uniformer, cykler og cykeldæk.

Cykelgummi

Allerede i 1941 måtte Dansk Sygeplejeråd forhandle med Direktoratet for Vareforsyning om ekstra cykeldæk til sygeplejerskerne, så de blev ligestillet med lægerne, der havde fået en særlig ordning. Hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker skulle udfylde en speciel ansøgningsblanket, der blev bragt i Tidsskrift for Sygepleje. Blanketten skulle sendes ind til Dansk Sygeplejeråd, der udfyldte en erklæring om, at cykelgummiet var nødvendigt for de pågældende sygeplejerskers praksiskørsel. Begge dele blev så sendt videre til Direktoratet for Vareforsyning. Herfra gik der en meddelelse ud til en cykelhandler om, at han skulle levere det bestilte til sygeplejersken.

Denne trafik fortsatte frem til begyndelsen af 1945. I november 1944 fik Dansk Sygeplejeråd et parti cykelgummi til en værdi af 45.000 kr., svarende til 1 mio. kr. i dag. Dansk Sygeplejeråd måtte optage en kassekredit for at kunne købe det, samt tegne en brand- og krigsskadeforsikring til opbevaring af det.

I dag kan det virke det lidt komisk, at en stor fagforening skulle beskæftige sig med noget så lavpraktisk som cykeldæk, men virkeligheden var, at medlemmerne skulle passe deres erhverv på gamle og nedslidte cykler med dæk, der hang i laser. En hjemmesygeplejerske på landet tilbagelagde i gennemsnit omkring 45 km hver dag i al slags vejr, så gode dæk var et helt basalt behov.

Stof til uniformer

De fleste sygehuse stillede uniformer til rådighed for sygeplejersker og elever, mens hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker selv skulle holde sig med arbejdsdragt, taske m.m. Normalt kunne uniformsstof og færdige kjoler købes gennem Magasin du Nord i København, men i april 1941 kunne de ikke længere skaffe stoffet til kjolerne. Dansk Sygeplejeråd havde imidlertid held til at skaffe et parti blåt stof. Fra det tidspunkt var uniformsstof næsten en fast rubrik i tidsskriftet resten af krigen.

Hospitalssprit

I 1941 behandlede Dansk Sygeplejeråds forretningsudvalg en henvendelse fra hjemmesygeplejerskerne, der ikke kunne få sprit til at opbevare sprøjter og kanyler i. Læger, tandlæger, dyrlæger og jordemødre havde tilladelse til at købe sprit, men hjemmesygeplejerskerne fik besked på, at de kunne få en recept på sprit tilsat kloroform. Den sprit, der blev leveret på recept, har imidlertid været så fortyndet, at sprøjter og kanyler ikke kunne holdes rustfri. Dansk Sygeplejeråd henvendte sig derfor til Sundhedsstyrelsen for at få hjemmesygeplejerskerne sidestillet med de andre faggrupper. Først i august 1943 blev det godkendt, at hjemmesygeplejersker kunne købe en liter hospitalssprit om året.

Feriehuse

I 1940 fik sygeplejerskerne på Københavns Kommunes hospitaler, Rigshospitalet og Frederiksberg Hospital besked om, at de ikke måtte rejse uden for Københavns Amt i deres ferier.

Derfor lejede Dansk Sygeplejeråd et feriehjem ved Holte nord for København, "Fødselsdagsgaven", som blev stillet til rådighed for sygeplejerskerne.

Derudover havde Dansk Sygeplejeråd tre feriehuse: Et lille hus i Høsterkøb i Nordsjælland, et rekreationshjem i Vedbæk, og Feriehjemmet i Løkken, som Dansk Sygeplejeråd stadig har.

Feriehjemmet i Løkken blev et dyrt og tilbagevendende problem for Dansk Sygeplejeråd under hele besættelsen. Allerede i april 1940 lagde tyskerne beslag på feriehjemmet for at bruge det til indkvartering. Løkken blev indlemmet som en del af tyskernes Atlantvold, der skulle udgøre et værn mod en eventuel engelsk invasion, så alle egnede bygninger var eftertragtede af den tyske værnemagt. Allerede i november 1940 meldte forstanderinden for feriehuset om store ødelæggelser i huset, og Dansk Sygeplejeråd forsøgte at få huset tilbage. Ifølge forretningsudvalgets referater ser det ud til, at tyskerne var villige til at rykke ud af feriehjemmet, og Dansk Sygeplejeråd bad forstanderinden om at vurdere skadernes omfang for at kunne rejse et erstatningskrav.

Det krav, der blev rejst, var åbenbart større, end værnemagten var indstillet på at betale, for i marts 1941 sendte Dansk Sygeplejeråds repræsentant i Løkken, murermester P.C. Olesen et telegram, "Træk straks erstatningskravet tilbage, ellers sagsanlæg for bedrageri og fornærmelse af værnemagten. Hjemmet efterset i dag, telefoner besked til den tyske konsul. Brev følger". Efter en del tovtrækkeri betalte tyskerne 4.000 kroner for de skader, de havde forvoldt, hvad der ikke dækkede de faktiske omkostninger.

Læs andre artikler om sygeplejen under besættelsen:

• Bispebjerg Hospital under besættelsen 1940-1945
• Sygepleje under besættelsen