Studerende i praksis: "Mine første praktikker hjemme i Danmark var gode, rare og lærerige. Men ... "

Modsat andre i min klasse har jeg aldrig vidst, at jeg skulle være sygeplejerske. At søge ind på studiet var en spontan beslutning, jeg tog dagen før ansøgningsfristen på opfordring fra en ven. Mit mål med uddannelse var, at den skulle kunne få mig rundt i hele verden. Det kan arbejdet som sygeplejerske, overbeviste vennen mig om. Det viste sig hurtigt, at han fik ret. På sjette modul var jeg i praktik i Vietnam, lige nu er jeg i Belgien, og efter sommer skal jeg have mit valgfag på syvende semester i Palæstina. Pga. det føromtalte spontane studievalg har jeg altid haft svært ved at identificere mig med at være sygeplejestuderende og nu snart sygeplejerske. Udveksling har været det, der skulle til for mig, så nu føler jeg mig klar til at springe ud som sygeplejerske.

Mine første praktikker hjemme i Danmark var gode, rare og lærerige. Men jeg følte ikke, at jeg udviklede min fagidentitet. Måske føltes det hele lidt for trygt? Jeg var ikke sikker på, om det nu var den rigtige uddannelse, jeg var gået i gang med. Så bød den første mulighed sig for at komme ud i verden, og jeg tog til Vietnam. Det var det, der skulle til for at give mig mod på uddannelsen. Praktikken var hård både fysisk og psykisk. Den vietnamesiske måde at være sygeplejerske på er milevidt forskellig fra den danske, og det samme er kulturen. Jeg mærkede mine personlige grænser som aldrig før, fik erfaringer, så verden og mærkede mit mod. Jeg lærte at stå på egne ben og finde fodfæste.

Turen bød på både blod, sved, tårer og mange observationer, men jeg ville aldrig have været den foruden. Jeg blev sidenhen så glad for oplevelsen af praktik ude i verden, at jeg drog afsted igen. Her er jeg så nu. I Belgien. Belgien og Vietnam er meget forskellige lande, og hvor Vietnam udfordrede og udviklede mig som person, udvikler Belgien mig som sygeplejerske. Jeg bliver dagligt udfordret på et højt fagligt niveau. På viden, færdigheder, teknikker og selvstændighed. Dagene går hurtigt. Så hurtigt, at jeg sommetider skal nive mig selv i armen for at minde mig om, at jeg er her. På et af Europas bedste universitetshospitaler i en af de hyggeligste studiebyer i verden. Jeg har i både Vietnam og Belgien fundet en kærlighed til det danske sundhedsvæsen, fordi jeg dagligt repræsenterer det, og det har givet mig endnu mere mod på at skulle repræsentere Danmark, når jeg som færdiguddannet vil udenlands igen.

Gennem mine ophold i udlandet har jeg fundet min vej. Jeg er hver dag blevet tvunget til at reflektere over den danske uddannelse, det danske sundhedssystem og min danske måde at være sygeplejerske på. Alle sygeplejersker er sygeplejersker på deres helt egen måde. I Danmark, i Vietnam og i Belgien. Og selv du og jeg er forskellige sygeplejersker, og det er den største force, et sundhedsvæsen kan drømme om. At være i praktik i udlandet har været den ahaoplevelse, der skulle til, for at jeg kunne finde min identitet i faget. Måske er det også sådan for dig?

Renée Raijmaekers Kristensen er sygeplejestuderende på 6. semester på Professionshøjskolen Metropol.