"Det kommer bag på mig, at vi behandler døende sådan"

Han knytter begge hænder og presser dem ind mod sit bryst. For derefter at løsne op og lave små kontrollerede fagter i luften, mens han taler. Intensiteten lyser ud af øjnene, der er fæstnet ved personen over for ham.

Han er sygeplejerske, hedder Theis Liebach Smedegaard og er fyldt med frustrationer og en iver efter at finde en løsning på dem.

Over for ham sidder Karin Friis Bach. Hun er regionspolitiker fra partiet Radikale Venstre og ny formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner. Hun har sagt ja til at lytte til Theis Smedegaards oplevelser og svare på hans spørgsmål.

"Jeg er sygeplejerske, og det, jeg oplever i min hverdag, er et helt sindssygt presset arbejdsmiljø. Og det er jeg meget interesseret i at høre, hvad du har at sige til," indleder Theis Liebach Smedegaard."

Han fortæller, at han har oplevet en kollega, der måtte trykke på hjertestopknappen for at få hjælp til at skifte livsnødvendig medicin, fordi ingen kolleger havde tid til at komme, når hun kaldte på hjælp på normal vis. Han har en anden kollega, der måtte gå fra syge patienter, der var i en behandling, som egentlig krævede, at der var plejepersonale hos dem, da det ellers kunne have livstruende konsekvenser.

"Det er vildt, at vi er nået så langt ud. Der er så mange eksempler på, hvor dårligt arbejdsmiljøet er, og på, at det går ud over den pleje og behandling, patienterne får. Det har jeg lyst til at stille dig til ansvar for som vores arbejdsgiver."

Karin Friis Bach lytter opmærksomt. Nikker anerkendende og svarer.

"Ja, og det er også fair nok. For det er noget, jeg tager dybt seriøst. Jeg tænker jo dag og nat over, hvordan vi kan gøre det her bedre. Vi prøver at gøre, hvad vi kan," understreger hun.

"Vi kan lette presset på flere måder. Enten ved at få flere penge – og det vil vi gerne have. Eller også skal vi bruge de penge, vi har, bedre. En tredje måde er at mindske udgifterne. Det er de redskaber, vi har.

Skal der findes flere penge, skal det ske i de forhandlinger om en økonomiaftale for regionerne, der for tiden foregår mellem regionerne og regeringen.

Opgør med skæve økonomiske incitamenter

Karin Friis Bach mener, der er hjælp at hente for hele sundhedsvæsenet ved at ændre den måde hospitalerne bliver belønnet for at tage patienter.

"Jeg har lige siddet til tre timers møde om, hvordan vi kommer af med DRG-styringen, som giver nogle forkerte incitamenter og eksempelvis gør, at der bliver afholdt flere kontrolbesøg end nødvendigt, fordi det giver penge," siger Karin Friis Bach.

"Generelt ved vi, at det her system giver nogle barrierer for, at man kan bruge pengene bedst muligt. En omlægning af det kan være med til at skaffe flere ressourcer til hospitalsafdelingerne. Jeg er ked af, hvis det ikke fremgår, hvad vi arbejder med, for vi ved godt, at der bliver løbet stærkt, og hvor presset I er."

Karin Friis Bach: "Jeg er ked af, hvis det ikke fremgår, hvad vi arbejder med, for vi ved godt, at der bliver løbet stærkt, og hvor presset I er."

Foto: Nikolai Linares

"I Region Hovedstaden har vi valgt at lave en løbende medarbejderundersøgelse af trivsel. Ud over APV’en. Og så er der lige afsat 22 millioner til arbejdsmiljøindsatser ved overenskomstforhandlingerne. Vi er arbejdsgivere for nogle medarbejdere, som ikke skal gå ned på det her."

"Og så er der patientsikkerheden, som ligesom er noget andet. Jeg tror ikke, at man kan sige, at der er direkte sammenhæng mellem, at man har travlt, og at patientsikkerheden er dårlig. Men selvfølgelig kan der være nogle konkrete situationer."

Karin Friis Bach ser på Theis Liebach Smedegaard. Han sidder stille, lytter og nikker, mens hun taler. Og tager ordet, så snart hendes talestrøm stopper.

"Selvom I tager os seriøst, så oplever vi ikke nogen ændringer. Det bliver ikke bedre. Faktisk nærmest modsat. Jeg oplever, at mine kolleger løber stærkere og stærkere og oftere må droppe at holde spisepause og gå på toilettet. Bare for at levere en kvalitet, der er nogenlunde."

"Nogle gange synes jeg, at mine kolleger skulle være mere hardcore og tænke på sig selv, for så kunne man se det i patientbehandlingen. Jeg tror, at nogle af grundene til, at man ikke ser så dårlig en behandling eller så mange fejl, er, fordi mine kolleger overkompenserer helt vildt."

Prioritér – der er ikke penge til det hele

Han mener ganske enkelt, at politikerne må prioritere mere og bedre.

"Man forventer, at der kommer nye seje typer medicin, som kan alt muligt godt. Men det er samtidig en stor og stigende udgift, og vi oplever, at de penge bliver fundet på personalebudgetterne. Når jeg så hører Lars Løkke Rasmussen (V) og andre politikere sige, at alle skal have mulighed for at få den behandling, de har brug for, så må jeg bare med mine sygeplejerskeøjne sige, at det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke give folk alt det, der er muligt, og samtidig have penge til det hele."

Det er Karin Friis Bach enig i.

"Prioritering er sindssygt vigtigt, og jeg kan også godt huske den valgkamp i 2015, hvor kandidaterne fra begge sider stod og sagde, at selvfølgelig skal der være råd til det hele. Men ca. et halvt år efter lykkedes det så faktisk Sophie Løhde (V) som sundhedsminister at få alle Folketingets partier med på syv principper for prioritering inden for sundhedsvæsenet."

Samme år besluttede Danske Regioners generalforsamling også, at bestyrelsen skulle arbejde for at prioritere inden for medicin, fordi det dengang så ud til, at medicinpriserne ville gå helt amok. Det førte senere til, at der blev nedsat et medicinråd.

"Nu har AMGOS, som køber medicin for os, muligheden for at sige nej, hvis medicinen er for dyr. Det havde de ikke før. Tidligere lå der en direkte politisk beslutning om, at danskerne altid skulle have medicinen. Den skulle bare forhandles mest muligt ned. Men det er rigtig svært at forhandle en pris ned, når de, der sidder overfor, ved, at man ikke kan sige nej," siger Karin Friis Bach.

"Vi taler nu om at udvide medicinrådets område til også at omfatte medicinsk udstyr. Som også kan være dyrt. Det er fantastisk, hvad teknologien kan, men det er også fantastisk dyrt."

Theis Liebach Smedegaard understreger dog stadig, at der ikke er råd til at tilbyde alle folk alle behandlinger.

"Det er måske en hård snak at have. Men da jeg arbejdede på Rigshospitalet, kunne jeg godt blive træt af at mangle kolleger samtidig med, at jeg mødte patienter, der gennemgik behandlinger, som kostede en million kroner eller mere. Det svarer til to-tre sygeplejerskestillinger," siger han.

Ønsker et bredt folkeligt mandat

"Jeg har oplevet på intensiv, at man behandlede på gamle mennesker, hvor det ikke var værdigt for dem, men man gjorde det, fordi der er en struktur, der giver incitament til det. Men hvordan prioriterer vi? Vi kan jo ikke have råd til alting?" spørger sygeplejersken.

"Det svære bliver at se på alle behandlinger. Fordi vi kan så meget. Vores kirurger er rigtig dygtige, og meget kan lade sig gøre. Spørgsmålet er bare, hvor meget man skal behandle i forhold til, hvad man får ud af det," svarer Karin Friis Bach.

"Det kan da godt være, at man står med en behandling, der koster to millioner kroner, men hvad kan man ellers få for de to millioner? Det bør man være mere åben for at snakke om. Det bliver jo rigtig svært, hvis man begynder at sige, at der er nogle, der ikke skal tilbydes behandlinger, som vi egentlig har, men som man siger, at effekten er for lille i forhold til høj pris."

"Men jeg tror ikke, vi kommer uden om den snak. Og jeg ville gerne involvere Etisk Råd eller nogle flere, der også repræsenterer almindelige mennesker, så man får et bredt folkeligt mandat. Så vi kan få diskuteret, om det f.eks. er o.k. at sætte aldersgrænser på nogle behandlinger? Det kan vi politikere ikke sidde og bestemme. Det er noget, der skal være bredere opbakning til i befolkningen. Jeg tror i virkeligheden, at befolkningen er mere åbne for at prioritere, end vi politikere tror."

Fire timer mere i en tisble

"Som sygeplejerske vil jeg sige, at jeg godt kan forstå dit dilemma, men når man undgår at tage de beslutninger, så tager man en hel række skjulte prioriteringer på forhånd," svarer Theis Liebach Smedegaard.

"For så prioriterer du også, at der er mindre plejepersonale, og at fru Jensen derfor skal ligge fire timer længere i sin tisble."

Han giver et andet eksempel på måden, sygehusvæsenet prioriterer den menneskelige pleje og omsorg på.

"Jeg har selv passet mange patienter på intensiv, som skulle dø. Den måde, vores system er på nu, er der penge i folk, der er syge. Så hvis folk havde en hjerneblødning, satte vi alt ind for at hjælpe dem. Men i det øjeblik, man bestemte sig for, at de ikke var til at redde, og en anden havde brug for pladsen, blev de kørt over på en anden afdeling, hvor der i stedet for at være en til en-bemanding, måske var tre sygeplejersker til 30 døende patienter. Det er, som om det ingen værdi har at give et menneske en ordentlig død."

"For mig er det også en prioritering, at man vælger at bruge pengene på noget hightech frem for omsorg. Det virker, som om omsorg - og generelt de bløde værdier - ikke er så populære. Det er nemmere at sige, at vi har købt en scanner til x millioner kroner, end at sige, at vi giver vores befolkning en respektfuld og værdig død."

Karin Friis Bach sidder og lytter. Hun begynder først at svare, men afbryder sig selv og siger i stedet:

"Det kommer helt bag på mig, at det er sådan, vi behandler de døende, og at det er så slemt."

"Men i forhold til at prioritere mener jeg, at vi som politikere har et ansvar for at sætte en debat i gang. For vi kommer ikke uden om det spørgsmål. Vi må se på, hvilke behandlinger vi skal tilbyde, og hvor grænserne går for, hvad patienterne kan få."

"Jeg synes ikke, at fagpersonale og læger skal sidde med aben. De sidder selvfølgelig med det konkrete tilfælde, men jeg synes godt, man kan lave nogle overordnede principper, så de også ved, om deres valg er o.k. For lige nu ved de aldrig, om de kan blive hængt ud, hvis de siger nej. Og de aner ikke, om de har politikernes opbakning, for vi har ikke været tydelige med det," siger Karin Friis Bach.

Theis Liebach Smedegaard er på ingen måde færdig med at stille spørgsmål og diskutere forholdene i sundhedsvæsenet. Det er politikeren heller ikke. De snakker, diskuterer og deler erfaringer. Og det ender med et gengældt smil, en selfie og en venneanmodning på Facebook. Diskussionen stopper ikke her.