Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Stolt. Stærk. Sammen - Sygeplejerske

"Både på arbejdspladserne, i kredsene, ved forhandlingsbordet og landspolitisk befinder vi os til tider i brændpunkter, der kræver, at vi står sammen, vi bider os fast i bordpladen og argumenterer for vores – og patienternes – sag."

Sygeplejersken 2018 nr. 7, s. 3

Af:

Grete Christensen, formand

Uge 20 2018 blev en uge, som rummede mere end gennemsnittet for de organisationsvalgte i Dansk Sygeplejeråd!

spl13-2017_leder_greteUgen blev indledt med Dansk Sygeplejeråds ordinære kongres 2018. En kongres præget af god stemning og ikke mindst spændende, engagerede debatter om, hvad der er vigtigt for sygeplejerskerne og vigtigt for, at vores stemme bliver hørt.

På kongressen blev der sat en tyk streg under, at vi sammen – sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd – har en vigtig rolle i udviklingen af vores fag og det danske sundhedsvæsen. En rolle, vi gerne påtager os.

Kongressens slogan kunne ikke have været mere velvalgt: Stolt. Stærk. Sammen – Sygeplejerske. For vi befinder os i en tid, hvor vores fag og faglighed på den ene side sættes på en prøve, og på den anden side udvikles og sætter ny retning for sygeplejen til gavn for patienterne.

Samtidig har vores fællesskab aldrig været større. Både på arbejdspladserne, i kredsene, ved forhandlingsbordet og landspolitisk befinder vi os til tider i brændpunkter, der kræver, at vi står sammen, vi bider os fast i bordpladen og argumenterer for vores – og patienternes – sag.

Kongressens første dag bød også på en debat og afstemning om OK18-resultatet. Det var dejligt at se, at der blandt de delegerede var bred opbakning til overenskomstresultatet. Dette lagde et godt udgangspunkt for TR- og FTR-stormødet senere på ugen, hvor over 700 repræsentanter fra hele Sundhedskartellet blev grundigt klædt på til at fortælle og uddybe forhandlingsresultatet over for det enkelte medlem.

Forhandlingsresultatet er nu til urafstemning, og det er nu op til alle medlemmer at stemme om overenskomsten. Som formand for Dansk Sygeplejeråd vil jeg anbefale et ja til forhandlingsresultatet.