Patienten, jeg aldrig glemmer: "Jeg lod ham komme for tæt på"

Jeg har en patient, jeg nok altid vil huske. Det er efterhånden mange år siden nu, men han har stadig en ganske særlig plads i mit hjerte – ikke mindst på grund af den lektie, han lærte mig.

Som sygeplejerske i hjemmeplejen er det naturligt, at man på en måde bliver en del af menneskers liv, når man kommer i deres hjem over lange perioder. Men lige præcis denne patient kom til at fylde en del mere end normalt, og dét nærmest allerede fra starten, selvom forløbet med ham endte med at strække sig over ca. halvandet år.

Han var en ældre mand, som var meget syg. Han havde ALS og boede sammen med sin kone, men havde brug for både pleje og socialt samvær. Vi havde en fantastisk kemi, som hurtigt kom til at skinne igennem, når vi var sammen.

Med tiden blev han næsten som en slags bedstefar for mig. Vi talte om mange ting sammen, og jeg må indrømme, at vores relation blev mere personlig end det normale forhold mellem sygeplejerske og patient.

Derfor ramte det mig også hårdt, da han døde. Det var ikke som at miste et familiemedlem, men det var bestemt heller ikke som at sige farvel til en hvilken som helst patient.

Jeg plejer normalt at have det godt med den sidste tid i mine patienters liv. Det er naturligvis aldrig morsomt, når nogen dør, men jeg er som regel god til at håndtere det som fagperson. Det kunne jeg ikke helt med ham.

Da det hele var overstået, sad jeg tilbage med en noget ambivalent fornemmelse. Jeg følte faktisk, at jeg havde opført mig uprofessionelt. Det var ikke sådan, at forholdet til min patient ligefrem var upassende, men jeg følte måske, at jeg ikke havde holdt en faglig distance. Dét gik mig oprigtigt på.

På den anden side havde vores særlige forbindelse bevirket, at jeg nogle gange havde nemmere ved at overtale ham til ting, end de andre sygeplejersker kunne. Det var jo trods alt ikke så dårligt. Alligevel kunne jeg ikke slippe tanken om, at jeg ikke altid havde handlet, som jeg burde.

Siden dengang har jeg været meget opmærksom på, at jeg ikke lader nogen komme så tæt på igen. Vi sygeplejersker kan selvfølgelig ikke undgå alt socialt samvær med patienterne – og dét skal vi heller ikke. Men der er en hårfin grænse mellem professionelt og personligt, som jeg aldrig siden har overtrådt. Ikke alene kan det gå ud over fagligheden, det ville også være alt for opslidende, hvis jeg skulle rammes så hårdt, hver gang én af mine patienter dør. Det ville jeg ikke kunne holde til.

Jeg er stadig taknemmelig for, at jeg mødte min helt særlige patient. Minderne vil jeg også altid værdsætte. Men jeg er måske endnu mere taknemmelig for, hvad han lærte mig om at være sygeplejerske.