Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Vi skubber opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik"

Opgaver med bl.a. socialt udfordrede borgere falder af og til mellem to stole i den kommunale sygepleje. Og så ender problemet hos hjemmesygeplejersken. Mette Bust-Hansen har både skullet klare ildebrande og et overfald på en hjemmehjælper i sit daglige job.

Sygeplejersken 2018 nr. 7, s. 60

Af:

Michael Bech, journalist

Hjemmesygeplejerske i Horsens Kommune, Mette Bust-Hansen, føler sig ofte presset ud i situationer og opgaver med syge borgere, der gør det svært at bevare det gyldne overblik.

"Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert. Og alt falder tilbage på sygeplejerskerne i det kommunale sundhedsvæsen. Vi kan da også løse det meste, men jeg har også stået med en ildebrand og et overfald på en hjemmehjælper, hvor jeg lige skulle trække på nogle andre kompetencer end de sygeplejefaglige," siger Mette Bust-Hansen om sin oplevelse af og sit syn på arbejdet i den kommunale sygepleje.

kompleksitet_mette-bust-hansen-15
Mette Bust-Hansen: ”Generelt er problemet, at vi er i vildrede om vores opgaver. Borgerne skal have hjælp til lidt af hvert."
Foto: Michael Drost-Hansen
Hun kan da også i grove træk nikke genkendende til konklusionerne i rapporten om "Kompleksitet i den kommunale sygepleje", som VIVE netop har sendt ud: Der skal strammes op organisatorisk i kommunerne af hensyn til borgerne.

"Uklart, hvem der egentlig har ansvaret"

I et andet tilfælde blev hjemmesygeplejersken kaldt ud til et ungt menneske, som skulle have hjælp med sin medicin. Kort før hendes besøg ringede en pårørende og fortalte, at den psykisk syge borger havde truet med at begå selvmord.

"Og så stod jeg i et hjem, hvor jeg kun kendte borgerens medicin og skulle hjælpe en psykisk syg med selvmordstendenser. Den pårørende lagde det hele i mine hænder, fordi hun troede, at jeg vidste alt om den situation. Men det havde vi altså ikke noget om på min uddannelse," siger Mette Bust-Hansen.

Sygeplejersken har efterhånden fået erfaringen med at yde assistance til borgeren også i tilfælde, hvor det ikke handler om hendes sygeplejefaglige baggrund.

"Men det tager tid fra andre opgaver og borgere, og det er uklart, hvem der egentlig har ansvaret. Ofte skubber vi opgaver videre til andre, som heller ikke har et overblik, så mange ting går tabt," siger Mette Bust-Hansen, der blev uddannet som sygeplejerske for fire år siden.

Læs også: Uklare arbejdsgange bremser sygeplejersker i kommuner

Problemerne opstår ifølge sygeplejersken, når to instanser i kommunen ikke kan blive enige om, hvem der skal agere på en udfordring med en borger. Så ender det i hjemmesygeplejen. Og i de tilfælde mangler hun ofte et nummer til en anden fagperson at ringe til.

"Vi brokker os ikke som sygeplejersker. Men vi har brug for en ny struktur og en organisering, der skaber sammenhæng. Og det kræver, at man splintrer systemet i den kommunale sygepleje til atomer – og samler det igen til en funktionsdygtig model," siger Mette Bust-Hansen.