Dilemma: "Nu skal det her have en slutning"

Svend på 70 år har for nylig afsluttet et langt forløb med kemoterapi og strålebehandling og er nu indlagt på hjertemedicinsk afdeling med en blodprop i hjertet. Efter behandling vil Svend gerne hjem, og han forlader afdelingen sammen med sin kone. Men to dage efter bliver han indlagt igen. Herefter bliver hans tilstand kun værre og værre. Ved en lægesamtale om hans situation og prognose giver familien udtrykræk for, at de ikke ønsker en intensivering af behandlingen, og et livstestamente fra Svend viser, at dette er i overensstemmelse med hans ønsker. Derfor overgår han til lindrende behandling. Hustruen bliver på hospitalet, og hans to børn er skiftevis meget til stede. Svend ligger nu stille, rolig og afslappet hen, og der er ingen sikker kontakt med ham. Smertebehandling med smerteplaster og morfika via subkutan kanyle fortsættes.

Familien er utrættede trods det lange forløb, og der sker nu det, at et af børnene med sundhedsfaglig baggrund argumenterer for, at hendes far lider og skal have mere smertestillende, end sygeplejerskerne vurderer, der er behov for. Hun er meget ærlig og giver udtryk for, at det ikke giver mening længere, og at "nu skal det her have en slutning". Jeg og mine kolleger redegør for vores faglige vurderinger, samtidig med at vi anerkender, at det er en stor belastning, hun gennemgår. Flere af mine kolleger må sige fra overfor at pleje Svend, da de føler sig pressede til at give mere morfika, end de fagligt kan stå inde for. Kernen i situationen er omsorgen for de belastede pårørende i deres vurdering af og ønsker for palliativ smertebehandling overfor sygeplejerskens faglige vurdering af patienten. Efter fire dages behandling dør Svend.

Svend er ikke patientens rigtige navn.