Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Leder: Nok er nok – arbejdsmiljøet lider!

Sygeplejersken 2018 nr. 8, s. 3

Af:

Grete Christensen, formand

2018-8-leder-gcArbejdsmiljøet på mange sygeplejerskers arbejdspladser lider. Påbud fra Arbejdstilsynet, medieomtaler og de hverdagshistorier, vi som sygeplejersker deler med hinanden, vidner om et arbejdsmiljø, der hverken er til glæde for sundhedsvæsenet, borgerne eller arbejdspladsen. Allerede nu har Arbejdstilsynet givet flere påbud om arbejdsmængde og tidspres end i hele 2017.

Det paradoksale er, at vi har et stærkt udgangspunkt for at sikre et godt arbejdsmiljø. Vi er et af verdens rigeste lande, vores sundhedsvæsen er højt udviklet, og engagerede og veluddannede medarbejdere går hver dag på arbejde og løser centrale opgaver for velfærdssamfundet.

Det er på tide at fokusere på helheder og sammenhænge på den enkelte arbejdsplads og mellem sektorer i stedet for den eksisterende silotænkning. Og på politisk anerkendelse af de mennesker, der hver dag ihærdigt arbejder for at bygge broer og etablere relationer.

Vi stod sammen skulder ved skulder ved forårets overenskomstforhandlinger, og vi skal også stå sammen i kampen for et arbejdsmiljø, som medarbejderne i den offentlige sektor kan holde til. Det gælder nationale dagsordener som f.eks. økonomiaftaler, styringsformer, arbejdsmiljølovgivning og uddannelse til ledere i arbejdsmiljø. Det gælder også på den enkelte arbejdsplads, hvor I som ledere og medarbejdere hver dag er med til at skabe arbejdsmiljøet inden for de givne rammer.

Opstår der arbejdsmiljøproblemer, så kræver det handlekraft af den enkelte og fællesskabet. Arbejdsmiljøproblemer, som I ikke kan løse lokalt, vil jeg opfordre til, at I involverer TR/FTR og dernæst den lokale kreds. En forudsætning for at kunne styrke den fælles handlekraft er, at vi taler åbent om det, når arbejdspresset og belastningerne bliver uhåndterlige.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd