Patienten, jeg aldrig glemmer: Familiens engagement åbnede mine øjne

Jeg har haft en patient, jeg aldrig glemmer. Eller, hvis det skal være helt rigtigt, så er det snarere patientens familie, der har sat sig fast i min hukommelse.

Dengang var jeg hjemmesygeplejerske og var en søndag aften blevet kaldt på vikarvagt i et område, jeg ikke kendte i forvejen. Min særlige patient var en ældre kvinde, som meget hurtigt var blevet svært dement, og som natten før var blevet fundet vandrende rundt på gaden uden ret meget tøj på. Hun var i delir og fik det ikke rigtig bedre i løbet af dagen, så da jeg mødte ind på vagt, kunne plejeassistenterne berette, at hun stadig var dårlig og havde brug for ekstra hænder.

En potentiel indlæggelse lå og lurede i horisonten, men for en akut demenspatient i delir ville hospitalet bestemt ikke være en optimal løsning. Bedst ville det være, hvis hun kunne komme i aflastning, men det var ikke muligt at arrangere på en søndag aften. Det var en lidt hård nød, som skulle knækkes, men imens jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle håndtere situationen, kom løsningen af sig selv: Kvindens familie trådte nemlig til.

Som sygeplejersker lærer vi at involvere de nærmeste pårørende i patientforløb, men det er sjældent, at vi trækker på den udvidede familie. Derfor var det også en øjenåbner for mig at se, hvordan kvindens familiemedlemmer i fællesskab fik lagt et skema for, hvem af dem der kunne være hos hende i løbet af aftenen, natten og dagen efter, indtil der om mandagen kunne lægges en plan. Der var tale om familie, som hun ikke nødvendigvis havde kontakt til så ofte, men som gerne ville give en hjælpende hånd. Deres engagement var inspirerende.

Oplevelsen med min demenspatient og hendes familie har fulgt mig lige siden. Jeg har i mit virke som sygeplejerske mange gange erfaret, at den udvidede familie gerne vil inddrages i patientens plejeforløb, hvis blot vi giver plads. Faktisk har denne opdagelse påvirket mig så meget, at jeg i dag er involveret i et forskningsprojekt, der beskæftiger sig med familieinvolvering i demensforløb.

Jeg tror, der er en kultur blandt sygeplejersker, hvor der måske er tendens til, at vi helst vil klare tingene sammen med patienten og de nærmeste pårørende. Der er dog meget at vinde, hvis vi bliver mere åbne for at trække på de mange andre ressourcer, der findes omkring patienten.

Vores sundhedssystem er i dag bygget sådan op, at familien lige så stille er blevet skubbet ud. Jeg synes, vi skal prøve at invitere familien tilbage igen. Naturligvis skal den aldrig stå med hele ansvaret, men større involvering kan være gavnligt – både for patienten og de pårørende.

Jeg er glad for, at jeg fik den oplevelse med min patient og hendes familie. Jeg glemmer den aldrig.