Sygeplejersken
Tendentiøst: Teknologibidrag
Sygeplejerskerne kan vinke endeligt farvel til det forhadte produktivitetskrav. Det er afskaffet i den nye økonomiaftale og i stedet afløst af et nyt begreb: Teknologibidraget. Men er det i virkeligheden det samme – bare i nye klæder?
Sygeplejersken 2018 nr. 8, s. 16
Af:
Diana Mammen, journalist,
Jørn Villumsen, illustrator
I økonomiaftalen er produktivitetskravet afskaffet fra år 2019, men der er i stedet blevet tilføjet et teknologibidrag på 500 mio. kr. I aftalen hedder det, at: "Der introduceres endvidere et nyt teknologibidrag på 0,5 mia. kr. årligt, som tilvejebringes af regionerne gennem realisering af de løbende gevinster ved at modernisere og udvikle opgaveløsningen bl.a. via ny teknologi, nye behandlingsmetoder og forbedrede arbejdsgange. Teknologibidraget fastholdes på sundhedsområdet til håndtering af bl.a. det demografiske udgiftspres."
Et camoufleret produktivitetskrav, kalder Kjeld Møller Pedersen teknologibidraget. Han er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet og forklarer, at det nye styringstiltag er en anden måde, hvorpå regionerne hvert år skal være mere produktive. Det kan bl.a. ske ved hjælp af ny teknologi, nye behandlingsmetoder og bedre arbejdsgange, som dermed sparer regionerne for penge. De penge, som bliver frigjort herved, tænkes at bruges til at dække den øgede aktivitet, som den demografiske udvikling medfører, forklarer Kjeld Møller Pedersen.
"Personalet skal ikke længere løbe hurtigere, som man ofte påstod i forbindelse med 2 pct.-kravet, for at effektivisere. Det skal i stedet ske ved hjælp af ny teknologi, som i min opfattelse både er ny medicin, operationsmetoder og nye arbejdsgange," siger Kjeld Møller Pedersen.
Derfor mener han, at teknologibidraget i en vis forstand blot er en erstatning for produktivitetskravet. Men selvom teknologibidraget er et camoufleret produktivitetskrav, så er det et nødvendigt et af slagsen.
"Der skal hvert år skabes et økonomisk rum, og det skal nu gøres ved hjælp af ny teknologi," siger Kjeld Møller Pedersen, som dog synes, at det er klogt, at man har afstået fra at opgøre produktivitet i procentsatser. For de 2 pct. har været lagt for had og skaber kun negative billeder, forklarer han. Derfor ser Kjeld Møller Pedersen på teknologibidraget som et tiltrængt nyt ord for at øge behandlingsindsatsen.
"Det væsentlige er, at det nye ord for at være mere produktiv sender et signal om, at de 500 mio. kr. kommer fra, at man indfører ny teknologi, som kobles til en positiv form for produktivitet," siger han om navneforandringen fra produktivitetskrav til teknologibidrag.