En flersengsstue for kvinder ca. anno 1920 i De Gamles By på Nørrebro i København. Før socialreformen i 1933 var ensomme gamle henvist til fattigvæsenet og anbragt på den lokale fattiggård under kummerlige forhold. I København kom de inden 1892 på Almindelig Hospital i Amaliegade, men det blev revet ned, og lemmerne, som de blev kaldt, blev flyttet til bygningerne i Nørre Allé. De gamle, der kunne gå, havde udgangstilladelse hver torsdag, hvor de gik tiggergang for at skaffe nogle skillinger til tobak og brændevin. Fra stedets store køkken blev der også uddelt gratis mad til de familier i kvarteret, der var på fattighjælp. Som regel var det børnene, der hentede maden, for det blev betragtet som en stor skam at være under fattigvæsenet.