Patienten jeg aldrig glemmer: Livet, der var for skrøbeligt til at redde

Som sygeplejerske på Neonatal Intensivafsnit møder man mange små skæbner, som kan være svære at slippe bagefter. Særligt én lille patient har dog haget sig fast i min hukommelse.

Min patient var et barn, som var blevet født meget for tidligt. Helt fra starten var der tale om et skrøbeligt lille liv, som lå lige på kanten. Lægerne kæmpede det bedste, de havde lært for at vinde kampen, men nogle gange er billedet hverken sort eller hvidt, når det gælder børn, der er kommet for tidligt til verden.

Selvom barnet blev behandlet efter NIDCAP-modellen og dermed helt efter bogen, var stort set al indgriben meget stressende for min lille patient. Et barn, der er blevet født meget for tidligt, bliver voldsomt påvirket af endog nænsomme målinger og undersøgelser – ja, selv et bleskift er en forfærdelig hård omgang.

Det var meget svært at være i, både for mig som sygeplejerske og ikke mindst for forældrene, da vi direkte kunne se, hvordan barnets helbred blev forværret, hver gang det blev håndteret. Det virkede næsten pinefuldt, selvom det jo var nødvendigt for behandlingen.

Efter nogle uger, hvor min patients tilstand ikke blev bedre – snarere tværtimod – følte jeg, at jeg i kraft af mit job som nærmeste plejeperson blev nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, om fortsat behandling nu også var det bedste for barnet. Udsigterne var mildest talt dystre, så jeg var simpelthen ikke længere sikker på, at lægernes kamp mod døden var for det bedste.

Som sygeplejerske er det altid svært at stille sig på bagbenene over for lægefaglige beslutninger. Lægen er jo den behandlende autoritet, og sådan skal det naturligvis også være. Men læger har også blinde vinkler, og så er det op til os sygeplejersker at gøre opmærksom på det, hvis vi føler, at der ikke bliver taget tilstrækkeligt hensyn til patientens og de pårørendes tarv.

Mine bekymringer blev dog hørt. Min lille patient blev efter sin intense kamp til sidst taget af respiratoren, og fik kort efter fred i sin mors varme favn. Det var både en hård og sørgelig beslutning at indstille behandlingen, men i dag føler jeg mig stadig overbevist om, at det også var det rigtige at gøre. Af og til er det meningsløst selv for sundhedsfaglige at kæmpe videre, hvis intet hjælper, og patienten lider under behandlingen.

Jeg har taget oplevelsen med mig i mit videre arbejde som sygeplejerske og har flere gange siden tilladt mig at gå en læge lidt på klingen, hvis jeg var i tvivl om, at dennes beslutning var rigtig. Det fortryder jeg ikke. Som sygeplejerske er det min opgave at give mine patienter den bedst mulige pleje, også selvom det betyder, at jeg nogle gange må kæmpe for sagen. Jeg tænker stadig på min lille patient.