Studerende i praksis: … det var virkelig velfærdsteknologi, som jeg aldrig havde set før

Jeg sidder i mine få stille øjeblikke og forestiller mig, hvordan det vil være at få hjælp, hvis jeg engang ikke kan klare mig selv. Vil jeg bare lukke fremmede ind i mit hjem, og hvordan vil de se på mig?

Jeg kan rigtig godt lide at arbejde i hjemmeplejen. Den tillid, borgerne viser mig ved at lukke mig ind, gør mig ydmyg. De har brug for hjælp, fordi de ikke har ressourcer til at klare tingene selv, og jeg skal være den, der ser, hvilke behov for hjælp de har. Nogle dage er der mere behov for hjælp end andre, og det er mig som sygeplejestuderende, der skal observere det.

Vi er blevet undervist i autonomi, og at den er vigtig for hvert enkelt menneske. Men kan vi efterleve det, hvis vi har en faglig viden om, at noget andet ville være bedre?

I hjemmeplejen kom jeg ud til en kvinde, som havde ALS. Sygdommen er forfærdelig at være vidne til, og denne borger var ung. Vi kommunikerede gennem blink med øjnene og en trækning ved mundvigen. Hun forstod alt, hvad jeg sagde og spurgte om. Ud over det kommunikerede vi via en computer, som hun kunne styre med øjnene, det var virkelig velfærdsteknologi, som jeg aldrig havde set før. Men jeg syntes, det var en udfordring. Man skal stille de rigtige spørgsmål, aflæse kropssprog/mimik og se svaret på skærmen.

Jeg skulle give sondemad via en PEG-sonde, men jeg skulle selvfølgelig spørge hende først. Men når man spørger, giver man også muligheden for et valg, og i dette tilfælde kunne jeg aflæse på skemaet for sondemad og væske, at hun ofte har sagt nej. Og endnu engang ønskede hun ikke mad.

Hvad gør jeg så? Hun har ret til selv at bestemme, men samtidig er jeg fagligt bevidst om, at hun har brug for sondemaden for at overleve.

Jeg forsøgte at spørge ind til det dilemma, men jeg følte, at det var enormt grænseoverskridende, for jeg kendte hende ikke særlig godt.

Jeg kom for at udføre en opgave, som stod på listen. Der var en vis tid til rådighed, så skulle jeg videre til næste opgave. Jeg tænkte over, hvad hun mon prøvede at fortælle. En ung, frisk kvinde, som over meget kort tid havde mistet dét at bestemme over sin egen krop, og nu kom jeg som studerende og skulle sørge for, at hun fik ernæring og væske.

Jeg er sikker på, at vi kunne have udviklet vores kommunikation, hvis vi havde haft tid, men jeg var nødt til at køre videre. Jeg fik formidlet informationerne videre om skemaet og om, at der måtte tages stilling til, hvad der skulle ske fremover.

Jeg blev opmærksom på den nye lov, L 99, som omhandler fravalg af behandling. Man kan f.eks. udarbejde et behandlingstestamente med sine ønsker. Tankerne om det og disse helt specielle samtaler med borgerne, hvor man tager stilling til, hvad den enkelte selv ønsker, synes jeg er meget meningsfulde. Alle borgere har ønsker, men det er ikke alle, der får givet dem videre, og heller ikke alle, der har pårørende at fortælle deres ønsker til.

Men det er vigtigt at få lov til at bestemme over sit eget liv.

Maria Bøttcher er sygeplejestuderende på 4. semester på KøbenhavnsProfessionshøjskole.