Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Grete Christensen: "Vi går styrket ind i 2019"

Nytårsinterview. En sundhedsreform og et folketingsvalg er to af de store politiske dagsordener, som Grete Christensen ser frem imod. 2019 bliver et år, hvor Dansk Sygeplejeråd står stærkere end længe, både når det gælder antallet af medlemmer og samarbejdet i en ny hovedorganisation.

Sygeplejersken 2019 nr. 1, s. 36-37

Af:

Anne Witthøfft, journalist

2019-01_grete_nytaarsinterview

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, besvarer syv konkrete spørgsmål i dette nytårsinterview:

Hvad er det vigtigste for sygeplejerskerne i forhold til sundhedsreformen?

”For sygeplejerskerne er det vigtigste et helt andet arbejdsmiljø, end det vi ser i dag, hvor der er et misforhold mellem opgaverne og den tid, der er til at løse dem. Sundhedsreformens succes er afhængig af, om man får gjort noget ved de nuværende arbejdsvilkår.

Helt konkret ønsker Dansk Sygeplejeråd også, at sygeplejerskerne får et selvstændigt defineret virksomhedsområde, så de fremover kan arbejde med det, vi er uddannet til, uden at skulle hente tilladelse hos lægerne. At der også fremover vil være en form for regional demokratisk forankring af sundhedsvæsenet, så vi ikke skal skrive til sundhedsministeren, hver gang der er et problem.

Og så har jeg en forventning om, at man ser mere på den faglige ledelse. Vi skal holde fast i de sygeplejefaglige ledelsesniveauer, og ledende sygeplejersker skal  ikke have urimeligt mange medarbejdere under sig.”

Hvad mener du, er det vigtigste i forbindelse med det kommende folketingsvalg?

”Der er tre ting, der er enormt afgørende.

Flere penge til sundhedsvæsenet, så der bliver flere sygeplejersker.

Et selvstændigt virksomhedsområde, så de opgaver, sygeplejerskerne er uddannet til og allerede løser hver eneste dag, ikke skal ske på rammedelegation fra lægerne.

Og det tredje er ligeløn. Det er ikke i orden, at de store kvindedominerede grupper, der beskæftiger sig med pleje og omsorg, har et lavere lønniveau end andre offentligt ansatte.”

Hvad kommer den nye hovedorganisation, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), til at betyde for sygeplejerskerne?

”Jeg mener, at fagbevægelsens fælles styrke er enormt afgørende. Som lønmodtagere står vi sammen om, at man ikke kan pille de rettigheder, vi har opnået, fra os, bare fordi man skal spare. Og som samlet fagbevægelse, der står tæt sammen, kan vi være med til at lægge et større pres på en række fælles dagsordener som arbejdsmiljø, kontanthjælp, uddannelse, arbejdsmarkedsforhold m.m.

I hverdagen kommer sygeplejerskerne ikke til at mærke den store forskel, der er det stadig Dansk Sygeplejeråd, der varetager sygeplejerskernes interesser.”

Hvor får du dit brændstof fra?

”Jeg synes, at vi har en enormt stærk organisation, som er respekteret i hele verden.

Vi har kæmpet hårdt siden konflikten i 2008 på at positionere os som en stærk organisation. Og vi kan se, at vi får flere medlemmer, at de holder fast, og at medlemstallet stiger mere, end vi havde turdet håbe på. Det er noget af det, der giver mig benzin på motoren.

Og så er der også de små hilsner fra medlemmer, der siger, at vi synes, at du og Dansk Sygeplejeråd gør det rigtig godt.

Jeg synes, at der hver dag er nye, positive ting at tage med sig, også selv om de store dagsordener som ligelønskampen er enormt tung. Men det gør det jo ikke mindre uretfærdigt. De, der kæmpede for kvindernes stemmeret, kæmpede også i mange år og mødte meget modstand. Indimellem tænker jeg, at det er det samme, der foregår med ligelønnen.”

Hvad var højdepunkterne i 2018?

”OK18 var et helt særligt højdepunkt i 2018. Det, at vi formåede at komme i mål allesammen, var næsten bedre, end vi havde turdet håbe på. Vi fik så meget energi af at stå sammen, og arbejdsgiverne blev næsten rystet af vores tætte organisering.

Andre højdepunkter fra 2018 er, at kommunale sygeplejersker nu kan få specialuddannelse i borgernær sygepleje, og at APN-uddannelsen endelig kommer i 2019. Den har vi kæmpet for i så mange år.”

Hvad var 2018’s lavpunkt?

”Det var helt klart under OK18, da dele af den regionale forhandlingsdelegation valgte at lave en aftale, inden vi alle var klar. Det var den dag, jeg var mest tungsindig i 2018. Jeg har også givet udtryk overfor OAO og FOA, hvor ærgerligt jeg synes det var, at de gik deres egne veje.”

Hvad har du lært af 2018?

”Jeg synes, at 2018 har lært os, at vores medlemmer viser stor solidaritet, når vi siger, at vi har brug for dem. Jeg synes, at vi har en enormt stærk og fagligt kompetent medlemsgruppe. Det er jeg stolt af.”