Læserbrev: Er sygeplejersker snart en uddød race?

Forestil dig, at du er syg og indlagt på sygehuset. Du ligger i en sygehusseng og er dårlig. Rigtig dårlig. Du har ikke været i bad i et par dage, og du trænger virkelig til at komme i noget andet tøj.

Du undrer dig over, hvorfor der ikke kommer en venlig og smilende sygeplejerske og hjælper dig. Hvor er hun henne? Hvorfor kommer hun ikke, når du rykker i den røde klokkesnor? Det skal jeg sige dig. Hun ligger derhjemme og er syg. Hun har skullet løbe hurtigere og hurtigere, og til sidst væltede hun. Og desværre kunne hun ikke rejse sig igen.

Forestillingen om et samfund uden sygeplejersker er skræmmende. Men det kan ende med at blive en realitet, hvis der ikke snart sker noget.

Sygeplejersker er kendt for at være svage i kampen om egen professions vilkår. Trods dette hører vi konstant i medierne om utilfredse sygeplejersker, der snart ikke kan løbe hurtigere. Sygeplejerskerne er blevet bedre til at tage bladet fra munden og råbe op. Men hvad så nu? Er det nok, at vi siger, der er et problem, eller skal vi også gøre noget ved det? Og hvem skal gøre noget ved det? Er det sygeplejerskerne selv, der må tage ansvar og ændre egen praksis? Er det politikerne, der skal ændre de rammer og vilkår, der er for sygeplejen? Er det patienterne, der skal forvente mindre af sundheds-væsenet – skal de ikke forvente, at der er et sikkerhedsnet, når sygdom rammer? Skal vi lade de pårørende tage orlov for at passe de syge, eller skal patienterne selv finansiere sygehusindlæggelser?

Syge kan ikke passe syge. Al god førstehjælp starter ved at redde dem, der kan redde de andre.

Hvis huset brænder, hjælper det ikke noget at gå ind i huset og barrikadere dørene indefra. Vi er ved at isolere os bagest i det brændende hus uden nogen chance for redning. Hvis ikke vi gør noget nu, ender vi med, at sygeplejersker er fortid og en uddød race.

Josefine Ellgaard Thomsen, stud.cur.