Skiftedag: "Det her er sidste udvej for patienterne"

“Det var ikke planen, at jeg skulle tilbage til onkologien. Jeg havde nemlig en idé om, at jeg gerne ville ind i en lægepraksis, og derfor sagde jeg mit job op i forbindelse med nogle omstruktureringer her på afdelingen.

Mens jeg søgte job og kom til samtale flere steder, arbejdede jeg så i hjemmeplejen, hvor jeg også har været før. Men jeg fandt ud af, at lægeklinikken simpelthen blev for kedelig for mig, og jeg savnede også at arbejde med kræft-patienter. Så da jeg så det opslåede job her i enheden for eksperimentel kræftbehandling, søgte jeg.

Men jeg fik det ikke. Så blev en ny stilling slået op. Den fik jeg.

Accept af test på mennesker

Jeg har arbejdet meget med kræftpatienter og kan godt lide den patientkontakt, støtte og vejledning, der følger med. Så nu kan jeg virkelig folde min faglighed ud og trække på min specialuddannelse inden for kræftbehandling. Og så er det spændende at være med til den eksperimentelle behandling. Meget af medicinen, vi afprøver her, er immunterapi. Det er fremtiden inden for kræftbehandling – det er jeg helt sikker på. Vi tester det inden for mange diagnoser – enten det eller kemo.

Men vi ved godt, at det måske ikke gavner patienterne, for vi ved endnu ikke, hvor virksom medicinen er. Ved fase 1-forsøgene er der kun lavet medicinforsøg på dyr, inden vi for første gang afprøver det på mennesker her i ambulatoriet. Det er den eneste måde, man kan få testet ny medicin. Hvis ikke man kan acceptere det, skal man ikke arbejde sådan et sted. Ofte er den eksperimentelle behandling sidste udvej for patienterne – for den kræver, at de først har været igennem alle standardbehandlinger. Bortset fra modermærkekræft – der giver vi immunterapi som standardbehandling.

Min rolle er at give stofferne, vejlede og støtte patienterne gennem behandlingerne og tale med dem om bivirkninger og de problemer, de får undervejs. Når vi giver medicinen, kan de reagere allergisk, få lavt blodtryk, påvirket lever og nyre eller lignende. Og derfor måler vi hele tiden blodtryk og puls, observerer og er klar til at skride ind og hjælpe dem.

Nogle patienter er heldige at have gavn af stofferne, vi tester. Her stopper man så ikke behandlingen, selvom projektet lukker ned. Men ved immunterapi kan patienten godt få svære bivirkninger, der kan være livstruende, da det netop er deres immunforsvar, behandlingen ”piller ved”. Så det kan godt være hårdt at være her, og det er svært, når vi kan se, at det går den forkerte vej. Men vi er nødt til at forske i det, hvis kræftpatienter skal leve længere, og vi skal have flere kræftoverlevere.”