Studerende i praksis: "Særligt var der én afrikansk sygeplejerske, som fascinerede mig"

Sidste år i min sommerferie var jeg i hospitalspraktik i Afrika. Jeg rejste fra Danmark spændt og med mange forventninger, men samtidig var jeg også sikker på, at hvad der end ville møde mig, så ville det ikke komme bag på mig.

Det viste sig dog, at der var én ting, som overraskede mig meget. Og det var, hvor det afrikanske sundhedspersonale havde deres fokus. For det var ikke på alt det, der manglede, nej, deres fokus var hele tiden rettet mod ressourcerne, som de havde til rådighed, og måden de kunne udnytte dem bedst muligt på.

Særligt var der én afrikansk sygeplejerske, som fascinerede mig. I et par uger observerede jeg, hvordan hun håndterede at være sygeplejerske på en arbejdsplads, der var meget anderledes end i Danmark.

Her manglede alt fra engangshandsker til håndsprit; ting, som for os er så naturligt tilgængelige. Patientjournalerne var håndskrevne, der var én computer til rådighed på afdelingen, og hendes løn afspejlede på ingen måde hendes mange års erfaring inden for faget. Så havde hun også mig, en studerende fra et andet land og en helt anden kultur, som hun skulle forholde sig til.

Trods alt dette udviste hun nærvær og empati for hver enkelt patient, og hun ydede sygepleje på en meget omsorgsfuld måde. Hun havde også overskud til at sørge for mig ved at høre, om der var noget, jeg undrede mig over, og hun vejledte mig i de sygeplejefaglige opgaver, som var særlige for denne afdeling.

Vi talte om, hvor forskellige vores sundhedsvæsener er, og hun fortalte, at hun udmærket var klar over, at der på afrikanske hospitaler mangler ressourcer. Men i vores samtaler var der ingen misundelse og ingen ærgrelse over, at forskellene på vores lande er så store. Og det viste sig, at jeg var den eneste, som brugte tid og energi på at tænke over, hvor dårligt det afrikanske folk er stillet. Hvor unfair deres vilkår er.

Alt dette fik mig til at reflektere meget over vores eget sundhedsvæsen. Mange steder, hvor jeg har mødt sundhedsfagligt personale, har fokus overvejende været på manglerne: ikke nok sengepladser, sparsom normering, IT-systemer, som ikke fungerer optimalt osv., osv.

Jeg har da også taget mig selv i at være meget bevidst om manglerne og ofte talt med andre om, at regeringen ikke afsætter nok til bestemte områder i sundhedsvæsenet. Og selvom manglerne i vores eget sundhedsvæsen selvfølgelig kan være og tit er et reelt problem, er der vist alligevel mange ting, som vi nok alle kommer til at tage for givet en gang imellem.

Derfor vil jeg med dette store indtryk, som jeg har med i kufferten fra Afrika, fremover øve mig i at fokusere på, hvordan vi bedst kan bruge de midler, vi nu engang har til rådighed, og hvordan de kan gavne patienterne og borgerne, som vi møder.

Sarah Bregnhøj er sygeplejestuderende på 4. semester, UC Diakonissestiftelsen.