Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Her føler jeg mig hjemme

Det sociale sammenhold og netværk har stor betydning, når du som ny på sygeplejerskeuddannelsen hverken kender lærere, stedet, studiekammerater og ikke mindst faget. Ved at engagere sig i fredagsbar, SLS eller Studenterrådet kan sygeplejestuderende blive en del af fællesskaber med relationer, der rækker langt udover uddannelsen.

Sygeplejersken 2019 nr. 10, s. 4-5

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

20190607
Derfor skal du deltage i det sociale liv på studiet
  • Du får nye venner
  • Du bliver mindre ensom
  • Du får et godt netværk
  • Det styrker dig fagligt
  • Det giver en følelse af at høre til

Kilde: Mette Nielsen Andersen, sygeplejestuderende på professionshøjskolen Absalon i Næstved.

Musikken hilser os velkommen fra lokalet for enden af gangen. Her står to fyre og spiller Beer Pong, mens en håndfuld har slået sig ned i sofagruppen i hjørnet. På væggen over dem står der ”Two beer or not two beer”. 

Der er åbent i Fre’bar – fredagsbaren på professionshøjskolen Absalon i Næstved – hvor Mette Nielsen Andersen læser til sygeplejerske. Da hun begyndte i sommeren 2017, kendte hun ikke nogen. Alt var nyt: studiekammerater, lærere, stedet og ikke mindst faget. Men det blev der hurtigt lavet om på.

”Jeg holder meget af at være sammen med andre mennesker. Så jeg meldte mig til at være med i de ting, der skete på skolen. Jeg kom med i SLS (Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, red.), Studenterrådet og i Fre’bar,” fortæller hun og påpeger:

”For mig var det vigtigt at have noget socialt. Noget, jeg kunne være engageret i ud over selve studiet. Ellers ville jeg blive ensom. Så ville man jo bare komme til timerne og køre hjem igen,” siger hun. 

Fre’bar er de studerendes eget sted

Loftet i Fre´bar er malet i blå, grønne, gule, lilla og røde firkanter, og et stort graffitiagtigt maleri pryder hele den ene væg. Det har de studerende selv sørget for. For på Absalon er det de studerendes sted – til gengæld er det også dem selv, der står for alle sociale aktiviteter. 

Mette Nielsen Andersen kan godt lide at være med og engagere sig. Men mindre kan også gøre det. Og her er hendes klare opfordring til nye studerende:

”Som ny studerende er det vigtigt at være åben og imødekommende. At lade sig inspirere af, hvad der sker. Og være nysgerrig. Så finder man hurtigt nogen at snakke med,” siger hun og fortsætter:
”Kom i Fre’bar. Spørg i din klasse, om nogen vil med. Eller kom alene – her er masser, der gerne vil tale med dig. Vi spiller mange spil. Snakker og hygger. Og der er plads til alle.”

Og man skal ikke være bange for at være ”en af de små”.

”Her er der ikke forskel på, om man lige er startet, eller man har gået her i flere år. Det er ikke som i gymnasiet. Her er ikke noget hierarki. Alle respekterer hinanden. På den måde kan man mærke, at man er på en voksenuddannelse.”

Julie Petersen, Mette Nielsen Andersen og Louise Mathiesen i Fre'bar
Caption 
Kom i Fre’bar og mød nye mennesker, spil Mayer, Beer Pong eller Snyd – eller tag en snak med sidemanden, lyder det fra de sygeplejestuderende Julie Petersen (tv.), Mette Nielsen Andersen og Louise Mathiesen (tv.).
Attribution 
Foto: Per Rasmussen

Fagligt udbytte opnået gennem baren

Det sociale sammenhold og netværk har også stor betydning på længere sigt på sygeplejerskeuddannelsen. Det fortæller Louise Mathiesen, som er en af dagens to bartendere i Fre’bar. 
”Det bliver lettere at finde sammen i studiegrupper senere i ens studieforløb, hvis man lærer de andre på studiet godt at kende. Til at begynde med bliver man sat sammen af underviseren, men når man selv skal finde sammen, er det ikke sjovt, hvis man ikke har nogen venner,” siger hun.

Så hendes råd til nye studerende er også klart:

”Kom ud og se dig omkring. Engagér dig.”

Hendes medbartender, Julie Petersen, var også helt ny i byen og kendte ingen på Absalon, da hun begyndte på sygeplejejerskeuddannelsen i sommeren 2017. Derfor var det vigtigt for hende at have noget socialt på studiet og få nogle nye venner.

”Det er rart at have nogle, man kan tale med om det, man laver,” siger hun.

For de tre sygeplejestuderende har engagementet i bl.a. Fre’bar resulteret i nye venner fra såvel andre semestre som fra andre uddannelser, f.eks. fysio- og ergoterapeuter og bioanalytikere.
”Det kan man også bruge fagligt. Hvis man har hørt, at andre har haft om et emne, kan man søge gode råd hos dem. Og som sygeplejerske arbejder man jo meget sammen med andre faggrupper, så der kan man også bruge sine venner fra de andre uddannelser,” siger Mette Nielsen Andersen og påpeger:

”Og så er det bare rart, at man kender andre end dem, man går i klasse med, og kender nogle af dem, man møder på gangen.”

Hun har lige været i praktik i otte uger.

”Efter sådan et forløb glæder jeg mig til at komme tilbage til skolen og mine venner. Her føler jeg mig hjemme. Det gør det også nemmere at komme ud af sengen om morgenen,” smiler Mette Nielsen Andersen.

Bonus, når det stopper

Efterhånden som der kommer flere og flere forpligtelser på det faglige område, og kravene stiger, må hun også erkende, at det bliver sværere at finde tid og overskud til alle de sociale ting – herunder fredagsbar. Men netop derfor er det vigtigt, at netværket er skabt fra begyndelsen. Hun har fået vennerne, og de er der stadig. Selvom de ikke ses hver dag.

Salut, skål, prost, cheers og mange andre sprogudgaver af samme ord pryder selve bardisken i Fre’bar, mens der på tavlen bag bartenderne er fyldt med gode tilbud, der sikrer den bedste start på et nyt venskab. F.eks. Dakkedak drink – 2 for 30 kr. Eller 10 shots for 70. Du kan også få sodavand for 15 kr. 

Studiestart 2019-29

Sygeplejersken byder også i år velkommen til alle nye sygeplejestuderende på 1. semester.

Det sker gennem uddeling af bladet ”Studiestart 19/20” til de studerende, når de på de enkelte skoler bliver introduceret til SLS, Sygeplejestuderendes Landssammenslutning.

Artiklerne i Studiestart 19/20 er skrevet af medarbejderne på Sygeplejerskens redaktion.

I bladet er der bl.a. gode råd om, hvordan man som sygeplejestuderende opfører sig på de sociale medier, og henvisninger til faglitteratur.

De sygeplejestuderende, som starter på uddannelsen til februar næste år, får også bladet udleveret til den tid.

Læs Studiestart 2019-20 her