Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "En god søvn højner livskvaliteten"

"Til sidst var jeg kommet så langt væk fra faget, at jeg ikke længere følte, jeg kunne sige, at jeg var sygeplejerske. Men det er jeg."

Sygeplejersken 2019 nr. 10, s. 66

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

D55I8033a
Irene Adrian, 50 år

Nyt job:1. marts 2018, Dansk Center for Søvnmedicin på Rigshospitalet i Glostrup, hvor hun primært hjælper mennesker med søvnapnø.

Kom fra: Tre måneder ved Center Hæmodialyse på Nordsjællands Hospital, Hillerød. Før det bl.a. konsulent i medicinalbranchen og underviser på kosmetologskolen.

”På et tidspunkt skiftede jeg fra en stilling som sygeplejerske i forskerenheden på Glostrup Sygehus, hvor vi lavede store befolkningsundersøgelser, til en virksomhed i medicinalbranchen.

Her besøgte jeg læger og speciallæger for at informere om firmaets medicin og tilhørende studier. Det var spændende. Men jeg savnede kontakten til patienterne.

Det fik jeg til dels senere, da jeg fik job i en afdeling for sundhedsforsikringer i et pensionsselskab, hvor jeg vejledte kunderne over telefonen. Jeg tog også en kosmetologuddannelse.

Ikke fordi jeg selv ville behandle, men nok mere for mit eget ”pige-gens” skyld. Det førte til, at jeg senere blev ansat på kosmetologskolen, hvor jeg underviste i hjerte, muskler, knogler og anden anatomi.

Efter nogle år kunne jeg mærke, at jeg blev nødt til at bevæge mig ind mod kernen af sygeplejefaget igen. Jeg savnede den direkte patientkontakt, hvor man er i dyb dialog med patienten. Men jeg gjorde mig tanker om, hvorvidt jeg ville tilbage til de pressede arbejdsforhold på hospitalet. Og jeg overvejede også, om jeg bare lige kunne komme tilbage, når jeg nu havde været på afstand af det så længe.

Men det kunne jeg. Som sygeplejersker har vi en basal viden, som gør, at vi altid kan fylde mere på – uanset speciale. Så jeg fik job i hæmodialysen på Nordsjællands Hospital, men var der kun kort tid. For da en tidligere kollega fortalte mig, at der var et job ledig her på søvnklinikken, søgte jeg det.

Her er der mere regelmæssige arbejdstider. Og så har jeg altid syntes, at det er et spændende, men også et meget overset og voksende speciale, som har kæmpe betydning for alle de mennesker, der sover dårligt.

Vi har patienter med søvnapnø, narkolepsi og andre søvnsygdomme. Jeg har primært med søvnapnø at gøre. Jeg varetager opstart af CPAP-behandlingen, hvor målet er, at de får åbnet deres luftveje under de længere vejrtrækningspauser, når de sover.

Desuden underviser jeg patienterne i behandlingen. Det er en sårbar gruppe. For det er ikke socialt anerkendt, at man falder i søvn til et møde på arbejdet. Derfor føler jeg virkelig også, at jeg gør en forskel. En god søvn højner livskvaliteten og er med til at få deres hverdag til at fungere. Og så ved vi, at behandlingen er med til at mindske risiko for blodprop i hjerne og hjerte.

Igennem de 12 år på det private arbejdsmarked, hvor jeg befandt mig på kanten af vores fag, trak jeg alligevel på min sygeplejeviden. Men til sidst var jeg kommet så langt væk fra faget, at jeg ikke længere følte, jeg kunne sige, at jeg var sygeplejerske. Men det er jeg.

Jeg har i alle årene været medlem af Dansk Sygeplejeråd. Jeg er sygeplejerske helt ind i hjertet. Så jeg er glad for, at jeg nu med stolthed igen kan sige, at jeg arbejder som sygeplejerske.”

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere