Studerende i praksis: ... bagefter var jeg pavestolt og havde den vildeste YES-oplevelse

Her er mit sidste bidrag til ”Studerende i praksis”, og jeg tænker tilbage på mit første indlæg, der handlede om ”at skynde sig langsomt”. Jeg beskrev mit ønske om at være virkeligt til stede hos patienten, selv om tiden er begrænset.

Var det naivt eller realistisk at se praktikken på den måde? Linjerne blev skrevet, da jeg tog hul på 2. semester på sygeplejerskeuddannelsen. Så hvilke tanker gør jeg mig nu, hvor jeg på 7. semester kan se tilbage?

Tid er en mangelvare, også når man er i praktik. Så skal man lære, må man suge maksimalt til sig i de korte intervaller, relationen til en patient varer. Mine tanker om at ”skynde sig langsomt” handlede derfor om at holde fokus på patienten og være mentalt til stede, selv om telefonen i lommen bipper, og nye opgaver venter. Alt sammen mens den distræte del af mig kæmper med at overhøre snak på gangen og ignorere patientens tændte tv.

Og hånden på hjertet: Det er så nemt at skovle mad i munden på Fru Jensen uden at engagere sig. Men jeg opdagede hurtigt, at det for mig ikke var nok at pleje patienten. Jeg skulle også se mennesket.
5-10 minutter er ikke lang tid i en patientrelation, men det fungerede, når jeg indledningsvis lagde vægt på god kommunikation. Så blev plejen intens og til glæde for både mig og patienten. Også selvom jeg faktisk havde travlt.

Når man skal tale med patienten, tager det ikke længere tid at sætte sig roligt ned og skabe øjenkontakt end at stå op. Når man skal forklare noget, opnår man mere ved at tale langsomt og tydeligt fremfor at jappe sig igennem for blot at skulle gentage halvdelen bagefter. Og en berøring og et forstående blik kan have større og mere positiv effekt end mange trøstende ord. For mig er det intens effektivitet inden for den tidsramme, som er til rådighed.

Jeg var på en medicinsk afdeling, hvor personalet i over en uge ikke var lykkedes med at få en urinprøve fra en patient med hepatisk encefalopati. Jeg tog chancen: Jeg brugte tid på at snakke med ham og fastholde øjenkontakt. Så fik jeg etableret kontakt og tillid. Og med humor og en hjælpende hånd fandt vi vej ud til toilettet. Urinprøven kom i hus, og bagefter var jeg pavestolt og havde den vildeste YES-oplevelse.

Jeg havde ”skyndt mig langsomt”. Med en intens indsats var jeg nået langt.

Når jeg ser tilbage på mine klinikforløb, har jeg været igennem en kæmpe udvikling. På 2. semester føltes god og kærlig patientkontakt inden for den korte tidsramme som en nærmest uoverskuelig mission. I dag er det langt nemmere at håndtere. Gennem uddannelsen har jeg tilegnet mig kompetencer inden for kommunikation, og den viden bruger jeg til at være til stede hos patienten. Så jeg er klar til de udfordringer, der venter mig ude i den virkelige verden, når jeg i januar 2020 er nyuddannet sygeplejerske.

Camilla sonne er sygeplestuderende på 6. semester på VIA UC Viborg