Sygeplejersken
Anmeldelser
I dette nummer af Sygeplejersken anmeldes bøgerne "Klinisk beslutningstagen", "Sundhedsteknologi" og "Er der evidens for evidens?"
Sygeplejersken 2019 nr. 11, s. 40-42
En kandidat til pensumlisten
Et bredt forfatterfelt giver kvalitet
Mest til undervisningsinstitutioner
Anne-Dorte Krapper
Håndbog i sygepleje, Onkologi
FADL’s Forlag 2019, 135 sider – 149,95 kr.
En fin og nyttig lille bog om de fleste aspekter af sygepleje til patienten med kræft. Bogen kan være i en kittellomme og passer dermed til målgruppen sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker. Kræft på celleniveau, den ambulante kræftpatient, den indlagte kræftpatient, ernæring, kommunikation, pårørende, alternativ behandling og senfølger er overskrifterne på nogle af de femten kapitler. Under senfølger nævnes endda udtrykket kemohjerne, en tilstand som det for blot få år siden, ikke var i orden at tale om.
Indeholder et stikordsregister og en kort referenceliste. Bogens forfatter er en erfaren sygeplejerske med specialuddannelse i kræftsygepleje, og det kan mærkes.
Ole Kåre Føli
Lyt til kroppens stæreflok. En bog om at genvinde balancen i livet
People’s press 2019, 265 sider – 299,95 kr.
Bogens forfatter døde i foråret 2018, han blev 74 år og var kendt som skaberen af behandlingsmetoden Body SDS. Denne bog er blevet til gennem interview med Føli, de sidste få dage før hans død. Bogen beskriver hans tanker om sygdom og sundhed, blokeringer og ubalance og bringer cases, der alle underbygger, at de behandlinger, Føli gav med sine hænder, var yderst virksomme og havde både øjeblikkelig og langsigtet virkning for de lidende, der kom til ham. Bogen udfolder hans syn på sundhed og sygdom tilsat en kras kritik af velfærdssamfundet med stress, jag og diagnoser til børn.
Kroppen husker er et af hovedbudskaberne – og denne tilgang anvendte forfatteren også, da han selv blev alvorligt syg.
Helle Brønnum Carlsen
Grisen. En kulturhistorisk og gastronomisk fortælling
Kristelig Dagblads Forlag 2019, 235 sider – 299,95 kr.
Et klogt dyr, hvis navn er et skældsord. Din lille gris til barnet, der spiser med hele overkroppen. Svin efter en mand, der har kaldt en kvinde for lille skat, so efter en kvinde, som cykler for at dræbe. Men forfatteren er heldigvis optaget af noget helt andet. Hun formidler grisens kulinariske og nationale historie for at pege fremad til en tid, hvor gris ikke længere fremkalder rynkede bryn og næser. I Danmark har vi altid spist gris, men rejsen fra bonde til landmand og svineproducent har ramt dyret hårdt.
I dag er mange grise økologiske, og de har haft en opvækst med deres mødrene ophav i længere tid end i konventionelle landbrug. Fremsynede kokke og en enkelt slagter har betydet, at der nu kan produceres fremragende skinker i Danmark. Men alt er ikke godt. Der er fortsat MRSA-bakterier i hver anden pakke svinekød. Og det er fortsat muligt at købe en meter flæskesteg for ingen penge. Bogen viser både den gode og den onde side af grisens liv tilsat opskrifter og gode fortællinger. En dejlig bog for den kvalitetsinteresserede køkkenskriver. Og så er den betrukket med lyserødt, grisefarvet stof.