Fuldt fortjent: "Tingene var lettere engang, men ikke bedre"

”Da jeg startede her, var alkoholmisbrug både udpræget og udbredt, portørerne startede hver morgen med at drikke tre elefantbajere, man kunne købe øl og snaps i kantinen, og der blevet røget overalt.”

Siden Carsten Olesen blev student i 1979, har han haft sin gang på Hjørring hospitals lange gange. Først som ufaglært, men i 1983 begyndte han på sygeplejestudiet, som man dengang kunne læse på Hjørring hospital. Fra 1987 fortsatte han arbejdet på Hjørring hospital, nu som sygeplejerske.

Carsten Olesen har lavet mangt og meget på det nordjyske hospital, men har siden 1992 arbejdet på afdeling 107 for nedre kirurgi, hvor man blandt andet behandler testikel- og tyktarmskræft.

”Der er mange, der rynker på næsen, når jeg fortæller, hvad jeg laver, fordi de synes, det er ulækkert.”

Det er Carsten Olesen dog ligeglad med og fortæller i stedet om, hvor stor pris hans patienter sætter på den behandling, han giver dem.

De unge er dygtige og målrettede

Carsten Olesen er ikke meget for at tale om sig selv, men taler i stedet i rosende vendinger om sine studerende, sine kollegaer og hvor fantastisk sygeplejeerhvervet er – også, eller måske især, som mand i en kvindedomineret verden.

”Jeg er stødt på meget få fordomme. Jeg er en enkelt gang blevet spurgt af en patient, om jeg var bøsse, men så sagde jeg til ham, at det var jeg ikke, så han måtte lede efter nogle andre jagtmarker. Men ellers er det ofte en fordel, at jeg er en mand, tror jeg. Patienterne kan i hvert fald mere, når det er mig, der kommer forbi, end hvis det er en af mine kvindelige kollegaer. Det udnytter jeg groft.”

At han udnytter det groft, skal nok tages med et gran salt, for på trods af hans udprægede nordjyske ulyst til at slå på tromme for sig selv mærker man tydeligt, hvor meget glæde det giver ham at hjælpe, både sine patienter, men også nyudklækkede og kommende sygeplejersker.

”Man hører ofte et hylekor om, hvor dovne unge er, men det er ikke min oplevelse. De er dygtige og målrettede, hvilket de svenske og norske sygeplejersker, der arbejder her, også giver udtryk for.”

Selvom Carsten Olesen savner en tid uden så meget bureaukrati, så synes han ikke, at det var bedre, dengang han selv startede, tværtimod mener han, at tidens alkoholkultur var til skade for patienterne, og at det var godt, der kom styr på det.

”Man tror jo, det er løgn, når man ser på, hvordan det er i dag.”