Sygeplejersken
Skiftedag: "Det tager tid at vinde børns tillid"
Sygeplejersken 2019 nr. 11, s. 66
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
30 år
Nyt job: Oktober 2018, Rigshospitalet, Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i ansigt, knogler og led.
Kom fra: 5½ år på Ortopædkirurgisk Afdeling, Gentofte Hospital.
“Det er givende at arbejde med børn. For de er meget umiddelbare, og det bliver man glad af. Og så kan man lære noget af den ligefremhed.
For lidt siden havde jeg f.eks. en dreng på 12 år, der skulle have målt blodtryk. Jeg fortalte ham, at det godt kunne stramme lidt på armen.
Bagefter spurgte jeg, hvordan det var, og han svarede: “det gjorde hammerondt – som hvis en stor mand maser og klemmer en lille baby”.
Børnene ser det i billeder, og den viden er vigtig i forhold til, hvordan vi kommunikerer med dem. For det nytter ikke noget bare at sige, at det ikke gør ondt eller strammer lidt. Det er tydeligvis ikke sådan, han oplever det.
Det er vigtigt at finde et sprog for at opbygge den tillid, som er helt afgørende for at udføre arbejdet. Det handler også ofte om at lege det ind. Og det tager tid at vinde børns tillid.
For nyligt tog det mig en time at få lov til at fjerne et drop i hånden på en lille pige. Det krævede både sæbebobler for at aflede opmærksomheden og en leg med, at min kollega og jeg kom ind ad døren med krone på hovedet.
Og pigen fik også en krone på hovedet. Til sidst slappede hun af og hjalp selv med at spraye Niltac på hånden, så vi kunne få plasteret af og droppet ud. Og så kunne pigen komme hjem med sine forældre.
Jeg har altid drømt om at arbejde med børn. Jeg har tidligere arbejdet kort i en vuggestue og en børnehave, men jeg havde aldrig før arbejdet som børnesygeplejerske. Så da jeg så denne stilling, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte søge den.
Jeg havde også været i mit forrige job i en del år og syntes, at de nye faglige udfordringer her på klinikken lød spændende.
Her på Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme varetager vi behandling inden for fem forskellige specialer: Plastikkirurgien, f.eks. læbe- gane-spalter, hvor vi har landsdelsfunktion. Desuden har vi øre-, næse-, halskirurgien, tand-, mund- og kæbekirurgien og øjenkirurgien.
Og så er der ortopædkirurgien, som jeg ikke er oplært i endnu. Som regel er børnene ikke alvorligt syge, og det betyder jo, at de ofte er glade. Og det smitter. Det gør mig glad at se børnene glade.
Jeg er med til at klargøre til operation, modtage børnene bagefter, give medicin, måle værdier og pleje børnene – sammen med forældrene. Vi har mest planlagte operationer på klinikken. Også de store kranieoperationer ved børn født med et syndrom, men vi tager også imod det akutte, f.eks. børn, der har puttet en perle i næsen eller har et fiskeben siddende i halsen.
Jeg er meget glad for at være her og er kun blevet bekræftet i, at jeg skal arbejde med børn fremover. På et tidspunkt kunne jeg godt forstille mig at læse videre til sundhedsplejerske. Men nu er jeg her, og det fantastiske er også, at to dage aldrig er ens. Forældrene, børnene og specialerne er forskellige. Det er fantastisk givende at være med til at hjælpe de her børn til at få et bedre liv.”
Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.
Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere