Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dine pensionspenge bliver grønnere

PKA er netop blevet kåret til Danmarks mest klimavenlige pensionskasse. Nu udvider de milliardinvesteringerne i grønne projekter.

Sygeplejersken 2019 nr. 12, s. 62-63

Af:

Andreas Rasmussen, journalist

Anholtvindmøllepark

Både grøn og en god forretning. Pensionskassen PKA, der administrerer sygeplejerskers pensionsopsparinger, er Danmarks mest klimavenlige pensionskasse. Andelen af grønne investeringer er så høj, at PKA sammen med MP Pension topper på en delt førsteplads i Verdensnaturfondens årlige undersøgelse af danske pensionskassers klimafokus. Det er femte år i træk, at PKA ligger i toppen af klimakåringen.

Og den grønne pensionsudvikling fortsætter. Over de næste ti år vil en række danske pensionskasser, herunder PKA, investere 350 mia. kroner i grøn omstilling. Allerede nu er 9,6 pct af PKA’s investeringer, der samlet beløber sig til 300 mia. kr., lagt i grønne indsatser.

God forretning

For pensionskasserne er bekymringen for klodens fremtid dog ikke det eneste argument for investeringerne.

”Ikke bare kan vi være med til at trække samfundet i en grønnere og mere klimavenlig retning, men faktisk har det vist sig som en bedre investering end rigtig mange andre investeringsområder. Jeg tror mange sygeplejersker er glade for den strategi,” siger Dorthe Boe Danbjørg, der udover at være næstformand i Dansk Sygeplejeråd også sidder i PKAs bestyrelse.

PKAs første større klimainvestering var i Anholt Havvindmøllepark i 2011. Og de økonomiske perspektiver skal være i orden, hvis PKA fortsat skal udvide de grønne investeringer. De danske pensionskassers investering af 350 milliarder i klimaprojekter er nemlig betinget af, at projekterne giver det ønskede økonomiske afkast.

 

 

LTWP Site_2nd June 2016
Attribution 
Kimamo Kabii

356 vindmøller i Kenya

PKA er blandt investorerne i 356 Vestas-vindmøller, der er opsat i Kenya nær Lake Turkana. Vindmølleparken blev indviet i sommer. Ikke bare leverer projektet strøm til hver syvende kenyaner, det øgede udbud af el har også bidraget til at sænke elprisen for forbrugerne.

 

 

The Hill, Hillerød
Attribution 
Foto: PKA

Svanemærkede lejeboliger i Nordsjælland

Forrige år slog PKA dørene op til Danmarks første svanemærkede lejeboliger. I Hillerød i Nordsjælland har de 42 lejelejligheder i byggeriet “The Hill” ikke bare solceller på taget, men også en række energibesparende installationer der sikrer, at bygningen bruger 40 procent mindre energi end lovkravene siger. Det er der god grund til, for bygninger står for cirka 40 procent af det globale energiforbrug.

 

 

 

Walney (1)
Attribution 
Foto: Ørsted

Fish, chips & vindmøller

19 kilometer fra den engelske nordvestkyst står 87 vindmøller, der forsyner 600.000 britiske hjem med strøm. PKA ejer 25 procent af den massive vindmøllepark, hvis areal er halvanden gang så stort som Amager.

 

 

 

Solceller i Californien
Attribution 
Foto: Recurrent Energy

Solceller i Californien

Mere end 100.000 amerikanske hjem får strøm fra solcelleanlæggene Garland og Tranquility, der ligger mellem Los Angeles og San Francisco i USA. Sidste år lagde PKA to milliarder danske kroner i projektet og ejer derfor 49% af de cirka halvanden million solceller.