Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fuldt fortjent: For meget teknik og for lidt praktik

De unge ville have godt af noget mere praktisk erfaring. Den basale sygepleje halter, mener fortjenstmedaljemodtager Ninna Juellund-Sørensen.

Sygeplejersken 2019 nr. 12, s. 59

Af:

Michael Dyring Poulsen, journalist

NinnaJuellundSP127707F

ikon-fuldt-fortjentDa Ninna Juellund-Sørensen studerede til sygeplejerske på Hillerød Hospital, skulle hun gennem sin studietid være på 13 forskellige afdelinger, og selvom hun synes, det var for hårdt dengang. Så fik hun virkelig prøvet det at være sygeplejerske af, inden hun var færdiguddannet.

”I dag er de unge teoretisk dygtige, og de er meget bedre end mig til IT, men deres helt basale sygepleje halter bagefter. De ville have godt af noget mere praktik gennem deres uddannelse.”

Ninna Juellund-Sørensen fortæller om en stigende berøringsangst blandt nyuddannede sygeplejersker, og når alt, man i dag fortager sig som sygeplejerske, skal dokumenteres elektronisk, foretrækker mange sygeplejersker at sidde foran en computer i stedet for at pleje patienterne.

”Så er man sikker på at holde sin ryg fri,” siger Ninna Juellund-Sørensen.

Drukneulykke

Der er ingen tvivl om, at følelsen af at gøre en forskel er grunden til, at Ninna Juellund-Sørensen er blevet sygeplejerske, uanset om det handler om at holde hovedet koldt i en krisesituation eller give langtidsindlagte patienter det bedst mulige forløb.

Ninna Juellund-Sørensen har i sin karriere hjulpet tusindvis af mennesker, men én episode fra midten af halvfemserne, da hun arbejdede på Frederikssund Hospitals skadestue, husker hun, som var det i går.

”En dreng på 2-3 år var faldet i en sø under en udflugt med sin familie. Det var sket i et uheldigt område, som ambulancen havde svært ved at finde, og det endte med, at forældrene selv kom løbende med deres barn i armene.”

Dengang måtte man ikke have pårørende inde på stuerne. Så imens læger og sygeplejersker kæmpede med at genoplive drengen, sad Ninna Juellund-Sørensen sammen med de dybt berørte forældre.

”Det var hårdt at sidde der, men jeg glemmer aldrig deres enorme glæde, da det lykkedes at genoplive deres lille dreng. Drengen var dog hjerneskadet og blev holdt i kunstig koma, indtil de kunne sige farvel.”

Tid til patienterne

Ninna Juellund-Sørensen arbejder i dag på Gentofte Hospitals hjerteafdeling, hvor hun står for plejen af afdelingens langtidsindlagte patienter.
Efter mange år på skadestuer, først på Helsingør Hospital og efterfølgende Frederikssund, sætter hun stor pris på at være på en afdeling, hvor der ikke er helt lige så travlt, og hvor der er tid til at lære patienterne bedre at kende.

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

Modtagere af Dronningens fortjenstmedalje tilbydes frokost med ledsager i Kvæsthuset efter audiensen på Christiansborg. Henv. receptionen Sankt Annæ Plads 30.