Krise førte til bedre arbejdsmiljø

Væggene er beklædt med kvadratiske, lysebrune murstensklinker. Bogreolerne er fyldt med skønlitterære titler. Den røde sofagruppe og de små runde borde har blomsterkrukker og små pyntegræskar, der passer til årstiden.

Det er hyggestemningen, der byder velkommen på mave-tarm-kar-kir og gynækologisk afdeling på Slagelse Sygehus.

”Her er rart at være. Både som patient og personale. Vi har en fællesskabsånd. Selv når vi har travlt, er der plads til smil,” siger sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Marianne Nielsen til Sygeplejersken, som er på besøg for at høre, hvordan afdelingen er lykkedes med at skabe et godt arbejds- og samarbejdsmiljø.

Det viser sig dog hurtigt, at der bag smilene og den hyggelige stemning også gemmer sig en anden virkelighed.

I dag har seks patienter måttet tage til takke med en seng på gangen. For nylig var der 20 patienter i overbelægning på afdelingen, der har 49 sengepladser. Dette var dog en ekstrem dag.

En patient ligger og kigger op i luften, en anden sidder og stirrer tomt ud i luften. De er konstant udsat for de forbipasserendes blikke. Og skal gang-patienter have en udrensende behandling inden operation foregår det på gangen bag en interimistisk skærm.

Det sker dog kun under helt særlige omstændigheder, når der er virkelig mange patienter.

Siden august måned i år har afdelingen været under stort pres, bl.a. på grund af markant flere patienter.

Det skyldes ifølge Marianne Nielsen bl.a., at der er kommet 100 flere kirurgiske patienter i regionen end forventet. Derudover er en sektion på Slagelse Sygehus akutafdeling blevet lukket ned, fordi der i maj måned i år manglede 19 sygeplejersker på afdelingen.

”At man lukker en del af akutafdelingen, betyder jo ikke, at patienterne ikke kommer ind på sygehuset. De flyttes bare hurtigere til andre afdelinger i stedet for. For eksempel til os,” siger Marianne Nielsen.

Det har yderligere bragt afdelingen under pres, at der har været vikarstop siden den 1. oktober, fordi regionen har oprettet et vikarkorps, som endnu ikke er oppe på fuld bemanding. Det har afdelingen pt. kompenseret for ved, at der er indgået en aftale om FEA-vagter, medarbejderne har fået lov til at flytte ferien ind i det næste år, nogle er gået op i tid og kursusaktiviteter er minimeret.

”Når man har så mange patienter, så glemmer eller overser, man nemmere flere ting. Alle er pressede, og patientsikkerheden kan komme i fare,” siger Marianne Nielsen.

Krise førte til ny kultur

Det er ikke første gang, at afdelingen har været under pres. For to – tre år siden var arbejdsmiljøet på sengeafsnittet brændt helt sammen. Der manglede 19 sygeplejersker samt flere social- og sundhedsassistenter på afdelingen.

”Der var langtidssygdom og vakante stillinger og en masse uro på grund af sammenlægninger og uvished om flytninger. Det var et kæmpe pres i afdelingen, og folk var ved at knække sammen af stress,” fortæller Marianne Nielsen.

Til sidst indkaldte den daværende oversygeplejerske til et akut personalemøde, hvor personalet fik lov til at give frustrationerne frit løb.

Det blev et vendepunkt. Frustrationerne blev skrevet ned og taget videre i arbejdsmiljø og MED-regi. De blev brugt til at skabe en ny kultur med et større fokus på arbejdsmiljø og et løbende samarbejde omkring arbejdsmiljøet mellem ledelse og arbejdsmiljørepræsentanter, som også fik afsat tid til deres arbejde.

Derudover er der sket en lang række konkrete tiltag. Sosu-assistenter er blevet kompetenceudviklet til at overtage nogle af sygeplejerskernes opgaver. Husassistenter er blevet ansat til at servere patienternes mad for at aflaste plejepersonalet og afdelingen har fået tilknyttet en erhvervspsykolog. Alle medarbejdere er også blevet inviteret til en app, hvor de hver 14. dag får fem spørgsmål om deres trivsel. Det er anonymt, og man kontaktes af Psykiatrifondens beredskab, hvis ens trivsel falder eller der er tegn på mistrivsel. Arbejdsmiljørepræsentanterne og afdelingslederen kan bruge de statistikker, de kan trække, som et redskab til at se om der er mistrivsel i et område af afdelingen og derved rette fokus på netop dette område.

Og det kan ses på bundlinjen. Antallet af vakante sygeplejestillinger er faldet fra 19 til 9. Og de er stillinger, der ikke må besættes, før kar-specialet flyttes til nytår. Samtidig modtager afdelingen mange ansøgninger til opslåede stillinger. Og det seneste år er langtidssygefraværet i sengeafsnittet faldet.

”Det langtidssygefravær, vi har, skyldes ikke arbejdsrelaterede sygdomme eller stress. Vi tolker, at det skyldes vores særlige fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Vi har sat ind, inden kollegaerne er blevet syge,” siger Marianne Nielsen.

Arbejdsmiljø i rød zone

Den kultur og det samarbejde, der blev skabt dengang, kommer afdelingen til gode i dag, hvor rammer og vilkår igen presser afdelingen til det yderste af personalets formåen.

”I dag bruger afdelingssygeplejersker os arbejdsmiljørepræsentanter som sparringspartnere. Når der skal indføres nye tiltag på afdelingen, så ser vi sammen på, hvilke konsekvenser det vil få for arbejdsmiljøet. På alle MED-møder drøfter vi trivslen på afdelingen og i de enkelte afsnit. Hvilke konsekvenser har presset? Hvordan har vi håndteret det? Vi prøver at bruge det konstruktivt. Vi kan ikke fjerne arbejdspresset, men vi kan håndtere det,” siger Marianne Nielsen.

Blandt andet kigger man på, om man kan få flere patienter til at møde på den dag, de skal behandles og ikke indlægges dagen før.

I øjeblikket er to specialesygeplejersker, to afdelingssygeplejersker og to arbejdsmiljørepræsentanter i gang med at lave kategorier for, hvornår afdelingens belastning er i rødt, gult eller grønt.

”Vi kigger på plejetyngde og personalemæssige ressourcer og diskuterer, hvornår en patient er tung eller let. Afdelingens ledere eller ansvarshavende sygeplejerske skal flere gange dagligt vurdere, hvilken farveskala afdelingen befinder sig i og prioritere hvilke opgaver, der skal løses.

Ja tak til prioritering

Inde på en af patientstuerne er sygeplejerske Jannie Christensen i gang med at lægge et pvk på en patient.

Patientens hustru bemærker, at der her kl. 11.35 endnu ikke har været stuegang, samt at en alarm fra en af de andre stuer, har lyst rødt i mere end et kvarter.

Bag skillevæggen gentager en anden patient, Hans Helmer Rasmussen flere gange, at nu vil han altså gerne hjælpes fra sin stol og over i sengen.

”Jeg holder ikke meget længere,” siger han. ”Fysioterapeuten sagde, at jeg skulle sidde her et kvarter. Nu har jeg snart siddet her to timer. Og jeg er ved at få ondt. Det er altså ikke i orden,” siger han.
Jannie Christensen ser frem til, at det nye prioriteringssystem træder i kraft.

”Det er rart, at ansvaret med at prioritere opgaver bliver taget fra vores skuldre, at nogen andre prioriterer og bestemmer, hvad det er vi ikke skal nå i dag; er det hygiejne eller mobilisering, der er vigtigst?” siger Jannie Christensen.

Hun har været på afdelingen siden 2002 og kan godt mærke, at arbejdsmiljøet har været mere presset de seneste to måneder.

”Jeg er vældigt træt, når jeg kommer hjem. Og jeg glemmer også ting, som jeg kommer i tanke om, når jeg kommer hjem. Nogle ting er mindre vigtige, f.eks. at jeg glemte at komme med et glas saft, andre ting som at glemme at sende en plejeforløbsplan kan få fatale konsekvenser,” siger Jannie Christensen.

”En af årsagerne til, at jeg kan magte de travle perioder, er mine kollegaer, og at min ledelse er lydhør. Hvis vi kommer og siger, at det har været en travl vagt, snakker de med os om, hvordan det kan blive anderledes. Jeg er helt sikker på, at de vil os det allerbedste og gør, hvad de kan med de vilkår vi har.”

Højere op i systemet

Afdelingssygeplejerske Christie Moestrup peger på det samme.

”Relationer og gode kollegaer betyder rigtig meget. Medarbejderne ved, at vi sender deres budskaber højere op i systemet. De ved, at vi er her for dem.”

Kan gode kollegaer kompensere for arbejdspresset?

”Det har gjort en forskel indtil nu. Men jeg er bekymret over det øgede arbejdspres og den påvirkning det kan have, til trods for alle de initiativer, vi har iværksat for arbejdsmiljøet,” siger hun.