Sygeplejersken
Masser af patienter på hospitalsgangene
41 pct. af de sygeplejersker, der arbejder på en sengeafdeling, oplever, at der permanent eller ofte er overbelægning. Sygeplejerskernes formand kræver handling nu. For der er både sat flere penge af til regionerne og til at ansætte flere sygeplejersker.
Sygeplejersken 2019 nr. 12, s. 11
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
Senge med alvorligt syge patienter står langs væggene på hospitalsgangen. Der er ikke plads til dem på de stuer, der er beregnet til dem. I stedet får de ufrivilligt selskab af en konstant strøm af pårørende, sygeplejersker og andet personale, der passerer forbi dem på gangen.
Denne situation er langt fra unormal. 70 pct. at de sygeplejersker, der er ansat på sengeafdelinger på landets hospitaler, har ”inden for den seneste måned” oplevet overbelægning på deres afdeling. Det viser en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd, som blev gennemført i april 2019. Sidste år havde 65 pct. af sygeplejerskerne denne oplevelse.
Samtidig er overbelægningen blevet mere vedvarende. 41 pct. oplever, at det er permanent eller ofte, at der er flere patienter på deres afdeling, end der er plads til. I 2018 havde 36 pct. den oplevelse.
Handling nu
”Hvilke initiativer vil ministeren tage for at få patienterne væk fra gangene?” spurgte Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg i august sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på initiativ fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt.
Han svarede, at han var fuldt ud klar over problemet, og at han forventer, at en ny sundhedsaftale, mere sundhedsfagligt personale og bedre arbejdsvilkår kan forbedre situationen.
I oktober fremlagde regeringen deres forslag til finanslov 2020. Her er afsat 300 mio. kr. næste år og 600 mio. i årene efter til konkret at ansætte 1000 flere sygeplejersker på landets sygehuse. Ligeledes er der afsat 1,5 milliarder kroner ekstra i økonomiaftalen med regionerne.
”Nu handler det om at få gjort noget ved problemerne. Tilfør nogle flere timer til afdelingerne, så de kan fastholde de sygeplejersker, som hver dag gør en ihærdig indsats. Det vil give et bedre arbejdsmiljø, som betyder mindre sygefravær og ekstra tid til at give de studerende mere vejledning,” siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, og understreger:
”Med flere sygeplejersker er det heller ikke er nødvendigt at lukke senge med den konsekvens, at andre afdelinger får overbelægning.”