Skiftedag: "Jeg er næsten en minilæge"

“En dag kommer der en kvinde ind i klinikken. Hun har lige skåret sig på en brødkniv. Da jeg fjerner hendes forbinding, kan jeg se, at såret er dybt.

Så jeg siger til hende, at det nok trænger til en lille tråd og går så ind til lægerne, der er enige. Men i stedet for at sende hende på akutafdelingen siger lægen: “Det syr vi da bare lige her”.

Og sådan er det med mange ting. Vi sender dem ikke bare afsted, hvis vi selv kan ordne det. Og vi kan ordne meget. Det er det, der er så fedt ved at være her. Vi laver alt muligt. Bagefter sagde jeg til lægen, at jeg syntes, det kunne være spændende at sy.

Den greb hun og sagde med det samme: “Det kan du da lære – det finder vi bare ud af”. Der er ikke grænser for, hvad jeg får lov til at prøve. Så snart de kan se, at jeg kan håndtere tingene, er de åbne for, at jeg enten lærer det her eller kommer på kursus. Jeg er virkelig landet et sted, hvor jeg udvikler mig og bliver fagligt udfordret.

Og det var også noget af det, der trak, da jeg så stillingsopslaget. Her lagde de nemlig vægt på, at man får et stort ansvar. Jeg skal være sygeplejerske for en bred vifte af patienter – lige fra patienter med alt fra fodsvamp til urinvejsinfektioner, og så skal jeg på sigt have ansvaret for kronikerne – alle lunge-, hjerte- og diabetespatienter.

De bliver mine patienter, så lægerne får frigjort tid til andre ting. Jeg får en masse kurser, så der bliver lagt mere og mere viden oven i min erfaring fra hospitalet – det næste kursus er et sårkursus i DSR. Det er sindssygt spændende med det ansvar.

Jeg vil ikke sige, at jeg er en minilæge – men næsten. Den gamle faggrænse mellem sygeplejerske og læge er i hvert fald udvisket en hel del.

Noget andet, der trak, var tiden. På hjerteafdelingen kunne jeg mærke, at der var mindre og mindre tid til patienten, men mere tid til dokumentation. Det gik den forkerte vej i forhold til mine ambitioner og mål som sygeplejerske. Og nu, hvor Frederiksberg Hospital lukker, var det et oplagt tidspunkt til at komme videre.

Jeg har faktisk holdt lidt øje med det her sted, for jeg har engang arbejdet sammen med en af lægerne – på hjerteafdelingen – og har tidligere prikket til hende og sagt, at nu måtte hun lige huske mig, hvis der blev en ledig stilling. Så jeg var meget interesseret, da jeg så stillingen. Også fordi arbejdstiderne er gode. Her kan jeg sagtens se mig selv være i mange år. Personalet har det også godt sammen – vi er lidt som en lille familie.

Og så er jeg også mere i øjenhøjde med patienten. Jeg er nærværende, for der er ikke hele tiden klokker, der ringer i baggrunden.”