Studerende i praksis: "Jeg har aldrig oplevet det øjeblik, hvor et menneske forlader livet ...

Arbejdet på akutmodtagelsen kræver selvstændighed, gåpåmod og ikke mindst en smag for det akutte felt. Jeg elsker uvisheden før vagtstart. Skal jeg sidde fast vagt på en selvmordstruet patient? Skal jeg se en patient blive intuberet?

Dagene er aldrig ens, og det er bl.a. derfor, jeg elsker hver eneste vagt på medicinsk modtageafsnit. Selv om nogle dage kan være mere stille end andre, ser jeg læringsmuligheder i hver vagt.

Indimellem skal der tilkaldes akutteam ved f.eks. hjertestop, og særligt én episode husker jeg klokkeklart.

Vi havde haft en fredelig nattevagt, det var min første af slagsen, så jeg nød de stille timer. Da klokken slog 4.00, fik alle fart på, nødkaldet lød fra en af stuerne. Mange tanker for gennem hovedet på mig, idet jeg satte i løb mod akutvognen og videre ind på stuen.

Det var som at være med i et afsnit af Greys hvide verden (amerikansk tv-serie, red.). Der var blod over det hele, og to sygeplejersker var allerede i gang med at give hjertemassage og prøve at suge blod op fra lungerne. Der blev ringet 2222, og samtlige læger, portører og mobilt akutteam kom farende ind på stuen.

Der var intet at gøre, patienten havde forladt os. Jeg havde set ham i øjnene, idet han blev kvalt i blod og vævsklumper fra en lungetumor. Min krop stivnede et kort øjeblik, og jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage, alt imens jeg prøvede at bevare min professionelle rolle.

Jeg har før været med til at yde kærlig pleje og har set mindst et dusin afdøde mennesker, herunder min egen far. Så mødet med døden var ikke nyt for mig, men jeg har aldrig oplevet det øjeblik, hvor et menneske forlader livet. Jeg husker, hvordan jeg kæmpede mig igennem de sidste timer af vagten, mine tanker var et andet sted.

Jeg tog samtlige early warning-scorer på alle stuerne og måtte flere gange gå tilbage for at tjekke, hvor mange liter ilt patienten lå med, fordi jeg havde glemt det første gang. Efter vagtskifte mødtes alle, som havde været i vagt sammen denne nat for at snakke, rense luften og lette hjertet.

Det var der brug for, særligt for de to sygeplejersker, som havde ydet hjertestopbehandling, men sandelig også for mit vedkommende. Vi tog en runde og fortalte hver især om vores oplevelse af situationen. Vi fik gjort det klart, at vi gjorde, hvad vi kunne, og at der intet var at gøre, patienten stod ikke til at redde.

Det havde vi alle sammen brug for at høre, for selv om ingen nævnte det, tror jeg, vi alle sammen sad tilbage med en følelse af, at vi havde svigtet patienten. Det er så utrolig vigtigt at få italesat de svære situationer, vi oplever i vores fag.

Om det er med kollegaer, familie eller venner er en individuel sag – det at få lettet sit hjerte gør godt. Det er okay at blive påvirket af nogle situationer, så længe man husker at læsse af og ikke tager oplevelserne med hjem.

Terese Klausen er 4.-semesterstuderende på Københavns professionshøjskole