Anmeldelser

Jytte Birk Sørensen
Fra diagnoser – til udviklingsstøttende kontakt
Dansk Marte Meo Center 2019, 184 sider - 289,95 kr. (vejl.)

Pernille Roug og Jane Larsen
Marte Meo. Udviklingsstøttende samspil mellem mennesker
Hans Reitzels Forlag 2019, 272 sider - 250 kr.

Mads på otte år er voldsomt jaloux på sin lillebror. Det skaber store konflikter i familiens hverdag. I det hele taget er dagligdagen med Mads meget konfliktfyldt, og især mor synes, at det er svært at finde varme følelser frem for Mads.

Familien får tilbudt et Marte Meo-forløb. Efter tre film kan familien afsluttes. De har nu hver dag gode og hyggelige stunder sammen, konfliktniveauet er meget lavt, og mor har fået øje på, at hun har en elskelig dreng. Sådanne forløb er magiske at opleve og genkendes af alle, som arbejder med Marte Meo.

Marte Meo er en udviklingsstøttende, videobaseret samspilsmetode. Mange sundhedsplejersker og pædagoger i daginstitutioner er uddannet i metoden. Langt det meste Marte Meo-arbejde udføres inden for børneområdet og har børn med problemskabende adfærd i fokus.

De to bøger er begge skrevet af erfarne Marte Meo terapeuter med mangeårig erfaring som terapeuter og undervisere af kommende Marte Meo terapeuter og supervisere på uddannelsen.

Jytte Birk Sørensens sigte med bogen "Fra diagnoser – til udviklingsstøttende kontakt" er at problematisere den tiltagende psykiatriske diagnosticering af børn og unge. Jytte Birk Sørensen argumenterer for at tilbyde børn og unge et udviklingsstøttende samspil som alternativ til psykiatrisk behandling og for et børnesyn, som retter sig imod barnets miljø og opvækstbetingelser fremfor iboende vanskeligheder hos barnet.

Forskningen i tilknytning og tilknytningsforstyrrelser og -erfaring fra praksis er afsættet for argumentationen. Alternativet til psykiatrisk behandling er at tilbyde behandling med Marte Meo-metoden.

Praksiseksempler og beskrivelse af metoden giver konkrete idéer til, hvordan omsorgspersoner kan støttes i at styrke et barns trivsel.

Bogen er udgivet af Dansk Marte Meo Center, som ejes af Jytte Birk Sørensen. En hjælpsom redaktør kunne have hjulpet med at gøre bogen mere læsevenlig ved at luge ud i de lange sætningsopbygninger med indskudte sætninger, de mange sammensatte ord og med konsekvent litteraturhenvisning til den nævnte forskning.

Let sprog og bred appel

Læsevenlig er til gengæld Pernille Roug og Jane Larsens bog. Sproget flyder let, og den taler til både hjerne og hjerte.

Formålet er, skriver forfatterne i indledningen, at udbrede kendskabet til Marte Meo. Metoden beskrives detaljeret og illustreres med cases. Der er appel til både den, som gerne vil have indblik i, hvad Marte Meo går ud på, samt til den erfarne Marte Meo terapeut og til den studerende, som er tildelt sit helt eget kapitel.

For den erfarne er der god mulighed for at få skærpet og genopfrisket sin kunnen og i tilgift få nogle gode sætninger med i bagagen til fremtidige tilbagemeldinger.

Bogen beskriver arbejdet med forældre og børn, daginstitutionspersonale og børn, lærere og børn samt demente og plejepersonale. Marte Meo-metoden lægger sig op ad den neuroaffektive udviklingspsykologi og tager, uanset om det gælder små eller store, udgangspunkt i den følende og sansende hjerne.

Let tilgængelig og praksisnær bog og en god følgesvend til Marte Meo-folket.

Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske, Marte Meo terapeut.

Bagga Bjerge og Esben Houborg (red.)
Rusmiddelbrugere i krydsfeltet mellem sektorer og fagligheder
Aarhus Universitetsforlag 2019, 208 sider – 249,95 kr.

Bogen rummer teoretiske overvejelser om håndtering af komplekse lidelser, symptomer og problemstillinger, aktuelle emner for enhver sygeplejerske.

Bogen afslører desværre, at ”Intet om mig uden mig” endnu slet ikke er implementeret i dansk, socialt arbejde, og bogen er ikke opmærksom på denne defekt. Psykiatri, stofbehandling, bostøtte, jobtilbud, hjemmesygepleje og socialpsykiatri holder tre timers møder og diskuterer borgerens fremtid – uden borgeren.

I bogen skriver man, at ”man løser borgerens problemstillinger”, men i moderne, socialt arbejde hjælper man altså borgeren med selv at løse sine problemer. Og det er meget uheldigt, at man i en bog, der understreger ordenes magt, skriver om ”komplekse borgere”, når det handler om borgere med komplekse problemer.

Igennem hele bogen er der mange sætninger, jeg må læse flere gange for at prøve at forstå dem.

For en sygeplejerske på gulvet ligner det en uinteressant overvejelse, om fagspecifik viden er konstrueret eller orienteret mod realisme, og bogen promoverer en netværksmodel med et ejendommeligt syn på symptomers forhold til lidelse, problemer og handlinger. Søvnstudiet i bogen bygger på interview med fem borgere og er meget abstrakt.

Der er dog enkelte pointer, sygeplejersker virkelig kan blive inspireret af. Bl.a. når borgeren oplever, at der er masser af penge, men intet nærvær i behandlingssystemet, og de deraf følgende overvejelser om, hvornår vi hjælper med nærvær, og hvornår vi hjælper med produkter.

En kort beskrivelse af konfliktmægling i arbejdet må også inspirere sygeplejersker.

Jeg arbejder med kræftpatienter, der ofte samtidig har KOL, diabetes og depression, så bogens overvejelser om sekventiel, parallel eller integreret behandling burde også være relevant for mig. Forfatterne foreslår desværre heller ikke her, at man rådfører sig med borgeren, så det bliver ikke via denne bog, at kvaliteten af sygeplejen højnes gennem involvering.

Stine Riegels Læsøe, palliationssygeplejerske, Vigerslevhus – tidligere socialsygeplejerske.