Dengang: Man må aldrig fortælle sandheden

Før i tiden var det ikke almindeligt at fortælle patienten, at han havde kræft eller en anden dødelig sygdom. Man mente ikke, at patienter kunne tåle at få sandheden at vide, og man måtte ikke tage håbet fra dem.

I stedet brugte man omskrivninger som kroniske betændelsestilstande, godartede knuder og lignende.

Det kunne føre til ganske akavede relationer, når den syge ikke kendte sin diagnose, mens familien ofte blev underrettet om prognosen.

I 1973 blev der endelig taget hul på tabuet med Elisabeth Kübler-Ross’ bog ”Døden og den døende”, og ganske langsomt ændredes holdningen til at sige sandheden.

Først nu skulle sygeplejersker og læger til at lære kunsten med den vanskelige samtale, og først nu begyndte det at blive en del af sygeplejerskeuddannelsen.