Læserbrev: Ung med de gamle

Jeg er 26 år gammel og blev færdiguddannet sygeplejerske i 2017.

Efter at have arbejdet i 11 måneder valgte jeg at starte på Kandidatuddannelsen i Sygepleje, cand.cur.

Her fik jeg igen interesse og en nysgerrighed for forskning i sygeplejen. En interesse og en nysgerrighed, som jeg også havde oplevet, da jeg læste på sygeplejerskeuddannelsen.

Jeg husker, at vi havde om evidens og forskning, da vi var lidt over to år henne i uddannelsen. Jeg var, som en af de eneste fra min klasse, helt optaget af dette, mens mange af mine medstuderende ikke havde den samme interesse for søgningsprocesserne og de hertil hørende videnskabelige artikler.

På kandidatuddannelsen har jeg været heldig at komme i praktik hos en dygtig klinisk sygeplejeforsker og fået lov til at følge en ph.d.-studerende, hvor jeg bl.a. har været med til at skrive en videnskabelig artikel. Det har givet mig et indblik i forskermiljøet og gjort mig endnu mere hooked på at lave en ph.d., når jeg er færdig med min kandidatuddannelse.

MEN på trods af at jeg har modet, viljen og motivationen, så har jeg oplevet at skulle forsvare mig selv og min beslutning om at læse en kandidatuddannelse og ønsket om en ph.d. efterfølgende.

Både kollegaer og bekendte har spurgt mig, om jeg ikke skulle ud og bruge min sygeplejerskeuddannelse til noget?

Mit svar er et stort JO – jeg skal bruge den til at forske, udvikle og forbedre sygeplejen både til fordel for patienter, pårørende, mine kollegaer og for samfundet.

Andre har spurgt mig: “Jamen… Er du så en rigtig sygeplejerske?”

Ja, jeg er en rigtig sygeplejerske. Jeg er ligeså meget sygeplejerske som mine kollegaer, der arbejder på operationsgangen, sengeafdelingen og i kommunen.

Vi er allesammen sygeplejersker, og man kan mange ting som sygeplejerske, fordi sygeplejefaget er bredt og heldigvis for det.

Så til slut er mit budskab, at jeg kan og vil gøre en forskel – for jeg er sygeplejerske.