Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Nåleøjet skal gøres mindre

Det er på tide at ændre optagelseskravene til sygeplejerskeuddannelsen. For det kræver nogle særlige sociale og menneskelige egenskaber at være sygeplejerske, lyder det fra Christine Leavy, sygeplejerske på Rigshospitalet.

Sygeplejersken 2019 nr. 14, s. 16

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

ikon-hoert“Regeringen vil uddanne 1.000 ekstra sygeplejersker. De taler her om sygeplejersker som en volumen, man bare kan skrue op og ned for.

Men sådan kan man ikke se på det. Vi skal også have de rigtige mennesker til at blive sygeplejersker.

Man kan ikke bare finde et iboende omsorgsgen, puste lidt til det og så regne med, at man får dygtige sygeplejersker ud af det. Det er ikke et job, alle egner sig til.

Og det skal vi turde sige højt.”

Sådan lyder den klare melding fra sygeplejerske og stud.cur. Christine Leavy, der for nylig ytrede denne holdning i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Til dagligt arbejder hun på Rigshospitalets børnekræftafdeling, hvor hun tidligere har været vejleder for de sygeplejestuderende.

Christine Leavy
“Man kan ikke bare finde et iboende omsorgsgen, puste lidt til det og så regne med, at man får dygtige sygeplejersker ud af det. Det er ikke et job, alle egner sig til. Og det skal vi turde sige højt,” siger sygeplejerske Christine Leavy.
Foto: Claus Bech
“På vores afdeling har vi et tæt samarbejde med sårbare børn, forældre, søskende og andre pårørende, der ofte er i krise. Arbejdet med alvorligt syge børn kræver, at du kan involvere dig.

Men du skal ikke overinvolvere dig følelsesmæssigt. Det kan være en svær balance. Det er ikke sikkert, at man evner det, bare fordi man har en studentereksamen,” siger Christine Leavy og fortsætter:

“Jeg har indimellem haft studerende, hvor jeg har tænkt: “du er rigtig dygtig akademisk, men du har ingen situationsfornemmelse, desværre.” De mangler simpelthen de sociale og menneskelige egenskaber, der skal til, for at være sygeplejerske.”

Mere end bare en studenterhue

På sygeplejeskolen kan man blive optaget med et studentereksamensbevis i hånden. Anderledes ser det ud på Politiskolen. For at sikre, at ansøgeren egner sig til jobbet som politibetjent, stilles der også krav til fysiske kompetencer og personlige træk som empati og situationsfornemmelse.

Desuden skal ansøgeren være fyldt 21 år. Og det får Christine Leavy til at undre sig over, hvorfor studenterhuen i dag er eneste adgangsbillet til sygeplejeuddannelsen.

F.eks. kunne en forudgående samtale være på sin plads:

“Nåleøjet skal gøres mindre. For vi sygeplejersker står med sårbare mennesker, og det kræver medfølelse, omsorg, og indlevelse. Det er ikke alle, der har det.”

Hun pointerer samtidig, at det også kræver sit at være repræsentant for sundhedssystemet:

“Nogle gange må vi skuffe forældrene, når operationen bliver aflyst, eller medicin ikke bliver givet til tiden. Det kan få læsset til at vælte hos dem. Vi har indimellem forældre, der bliver voldsomt frustrerede.

Og her skal vi have brede skuldre og kunne rumme at stå i frontlinjen og blive skældt ud. Det kan godt slå nogle sygeplejersker ud. For at være sygeplejerske skal man også være robust.”