Patienten, jeg aldrig glemmer: "Dans fik ham til at føle sig ung igen"

Hr. H følger rytmen i musikken, der flyder ud af højtalerne og fylder fællessalen med toner fra en svunden tid. Han danser roligt, imens han smiler og nynner med på melodien, han genkender fra sin ungdom.

Han er en ældre herre på næsten 90 år, der bor på det plejehjem, jeg på dette tidspunkt er tilknyttet som selvstændig demenssygeplejerske og underviser. Han er oprindeligt fra Australien, men har boet i Danmark længe og har vist været dansk gift.

Hr. H har desværre en demenssygdom, der blandt andet har berøvet ham en stor del af hans danskkundskaber – han forstår sproget, men kan ikke længere tale det. I stedet taler han engelsk. Han er også gangbesværet og sidder for det meste i kørestol. Hans sygdom og udfordringer afskærer ham fra det sociale på plejehjemmet, så han tilbringer meget af sin tid på sit værelse.

Jeg underviser personalet på plejehjemmet i aktiviteter, der er velegnede til mennesker med demens. De vil gerne prøve noget nyt. Privat har jeg i mange år gået til dans med min mand, så jeg kommer på idéen med dansesessioner for beboerne. Én times dans én gang om ugen, hvor der danses til ældre melodier – og Hr. H skal selvfølgelig være med.

Han overrasker os alle. Allerede fra første strofe i den første melodi ved den første dansetime rejser han sig fra sin kørestol og går ud på gulvet med en kvindelig medarbejder. Nu står han dér og følger musikken, imens han synger med på sangteksten til Lili Marleen og andre sange fra krigens tid.

Det viser sig, at han har været soldat under 2. verdenskrig og blev hædret af den engelske dronning med en tapperhedsmedalje.

Hr. H blomstrer op, som dansesessionerne skrider frem. En dag tager han på egen hånd elevatoren til fællessalen, så han ankommer som den første – klar til at gå i gang. Da vi holder afdansningsbal, dukker han op i jakkesæt, nypudsede sko og med tapperhedsmedaljen fæstnet på sin revers.

Hans 90-års fødselsdag falder sammen med én af dansetimerne. På dagen spørger vi ham, hvorfor han så godt kan lide at danse.

”I feel young again. I am young,” svarer han.

Jeg kan se, hvor stærkt dansen påvirker Hr. H og de andre beboere. Den giver dem et fælles sprog, fysisk berøring og skaber minder, glæde og samhørighed. Det giver mig blod på tanden, så jeg beslutter mig for at gå videre med projektet, som jeg kalder for Erindringsdans. Jeg indgår et samarbejde med Alzheimerforeningen om at udbrede konceptet og søger om økonomiske midler fra diverse fonde.

I dag danses der Erindringsdans på over 700 danske plejecentre i 81 kommuner. Selv er jeg ikke længere tilknyttet projektet, men jeg er utroligt stolt af, hvad vi har opnået.

Mit møde med Hr. H blev starten på en faglig passion, som har gjort en stor forskel – ikke kun for mig, men også for mange andre. Jeg glemmer ham aldrig.