Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anmeldelser

I dette nummer af Sygeplejersken anmeldes "Kvalitative analysemetoder i sundhedsforskning", "Konflikter om børns skoleliv", "Identitet og opgave - sjælesorg, når livet går i stykker" og "Familiedialog og refleksion ved alvorlig sygdom"-

Sygeplejersken 2019 nr. 2, s. 42-44

Glimrende til nedslag i specifikke analysemetoder

Kvalitative analysemetoder i sundhedsforskning

Frederik Alkier Gildberg & Lise Hounsgaard (red.)
Kvalitative analysemetoder i sundhedsforskning 
Forlaget Klim 2018, 270 sider – 299,95 kr.

Redaktørernes mål med denne metodebog må være at bibringe sundhedsprofessionerne et fælles metodisk sprog. De anfører nemlig, at bogens ambition er at gøre læserne på de sundhedsfaglige bachelor-, diplom-, master-, kandidat- og ph.d.-uddannelser samt forskere i klinisk praksis i stand til at orientere sig i kvalitative analysemetoders mangfoldighed samt opnå en forståelse af de enkelte analysetraditioners ophav, anvendelse, fremgangsmåder, udfordringer og begrænsninger med henblik på at kvalificere læseren til at kunne vælge en egnet analysemetode og anvende denne i uddannelse og praksis.

Det er et meget ambitiøst mål at sætte sig, og om det lykkes, må tiden vise.

Bogens metodemæssige bredde understreges af det interessante faktum, at forskerne kommer fra et bredt udsnit af danske og nordiske videregående uddannelses- og forskningsinstitutioner.
I modsætning til megen anden metodelitteratur dyrkes kun få koryfæer, som Foucault, Ricoeur og van Manen direkte i denne antologi.

Det fornemmes klart, at forfatterne har overblik over deres stof, kapitlerne er af høj kvalitet, men også af varierende sværhedsgrad.
En interessant nyskabelse er et sværhedsbarometer visualiseret med op til 10 stjerner, men desværre angives det ikke, efter hvilke kriterier forfatterne giver stjerner til egne kapitler. Det gør barometret mere til en gimmick end til reel læservejledning. Den vurdering burde redaktørerne nok have påtaget sig.

For en bachelorstuderende ligger bogens sværhedsgrad på 6,53 og for den kandidatstuderende på 4,2, hvilket måske antyder, at bogens hovedmålgruppe i højere grad vil være kandidat- og ph.d.-studerende end bachelorstuderende.

Dog har de tre indledende kapitler en særlig værdi for især bachelor- og diplomstuderende, idet de adresserer en række betydningsfulde forhold som relevant forståelsesbaggrund forud for den studerendes valg af analysemetode til deres projekter.

De resterende 13 kapitler er organiseret efter syv eksplicitte kriterier, introduktion, grundlæggende antagelser, metodens struktur/regler, konkret eksemplificering, diskussion af styrker, svagheder og udfordringer, sammenfatning og sværhedsvurdering, så de alle har samme struktur.

Kapitlerne er velforsynede med referencer til yderligere læsning, ligesom bogen udmærker sig ved et omfangsrigt stikordsregister samt et navneregister, der lister de teoretikere, hvis metoder omtales og anvendes i bogen. Kapitlerne er velforsynede med referencer til yderligere læsning, hvilket giver bogen praktisk håndbogskarakter.

Det er nok kun et fåtal, som vil læse bogen fra første til sidste side, men pga. de gode registre egner bogen sig glimrende til nedslag i specifikke analysemetoder inden for det sundhedsvidenskabelige felt.

Af Raymond Kolbæk, forskningslektor, ph.d., cand.cur., sygeplejerske. Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College og Center for Forskning i Klinisk Sygepleje – Hospitalsenhed Midt.

Viden om skolelivet fra flere vinkler

Konflikter om børns skoleliv

Charlotte Højholt og Dorte Kousholt (red.)
Konflikter om børns skoleliv
Dansk Psykologisk Forlag 2018, 288 sider – 329 kr.

De otte forfattere til denne bog har sammen gennemført et fireårigt forskningsprojekt om hverdagsliv i skolen set fra børn, forældre og ansattes side. Bogen er resultatet af denne forskning.

Formålet har været at skabe viden om skolelivet set fra mangfoldige perspektiver for herigennem at fremme inklusion og læring. Et formål jeg kæmpede en del med, da jeg begav mig ud i de knap 300 tætskrevne sider.

Hører denne bog hjemme i sundhedsplejerskebiblioteket? Konklusionen blev, at den fortjener en plads. Børns trivsel er et kerneområde i skolesundhedsplejen. Flere kapitler i bogen beskæftiger sig med, hvad der betinger børns trivsel i skolen. Et af kapitlerne beskriver, hvad social udsathed ser ud til at handle om for børn og unge i skolesammenhæng.

Begrebet bliver anskuet fra en bred vinkel og ikke kun i forhold til social baggrund og individuelle forhold. Konfliktbegrebet er centralt bogen igennem, fordi, som forfatterne skriver indledningsvis, så er ”konflikter en uundgåelig del, når mange parter er engageret i noget sammen, som de samtidig ser forskelligt på”. Dette kapitel lagde også et lod på plussiden.

Bogen er velskrevet. Den har beskrivelser fra feltarbejde foretaget under projektperioden, som letter læsningen, og opbygningen gør det nemt at finde de relevante kapitler.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske.

Fotografierne fortæller mere end teksten

Identitet og opgave - sjælesorg, når livet går i stykker

Kerstin Dillmar og Lars Björklund
Identitet og opgave - Sjælesorg når livet går i stykker
Forlaget Eksistensen 2018, 92 sider – 150 kr.

Hvordan og hvem der står bag, at denne lille bog om sjælesorg når fra forlaget til Sygeplejerskens redaktion og ud til anmeldelse, er en gåde. Uanset svaret må jeg sige: Det kan de ikke være bekendt!

Et lille værk kan godt have gennemslagskraft og gøre en forskel. Dette værk har og gør ingen af delene.

Forfatterne samler en gruppe medarbejdere ved norske sygehuskirker for at udveksle tanker om sjælesorg og samtale med mennesker i sorg og krise. Målet er at dele tanker uden at nå frem til svar.

Trods dette udgives en bog. Målet er at inspirere til tanker og samtaler blandt medarbejdere, som interesserer sig for sjælesorg. Læseren præsenteres for en række påstande og et hav af spørgsmål: Kan man formulere håb som at dele nærvær? Kan håb være lydhørhed? Findes der håbløse situationer? Findes der mennesker uden håb?

Svarene svæver i luften eller gives i overfladiske betragtninger. Argumentationen er ikke overbevisende, der mangler belæg for påstande, og bogens eneste reference er Biblen. Sorgforståelsen er historisk. Kun en håndfuld steder gengives gruppens erfaringer.

Det er synd, for her oplever jeg troværdighed. På hver femte side er indsat sort-hvide fotos. De er velvalgte og fortæller langt mere om ensomhed, sorg og håb end bogens ord. Måske fordi essensen af sjælesorgsamtale vanskeligt kan sprogliggøres.

Af Jorit Tellervo, sygeplejefaglig udviklingskonsulent.

Hjælp til både novicen og den erfarne

Familiedialog og refleksion ved alvorlig sygdom

Barbara Voltelen og Jette Bjerre
Familiedialog og refleksion ved alvorlig sygdom. En guide for sundhedsprofessionelle
Samfundslitteratur 2018, 244 sider – 249 kr.

Bogen er et særdeles vellykket bud på, hvordan sygeplejersker konkret og med baggrund i solid teori kan praktisere det, som i daglig tale ofte bliver beskrevet i mere overordnede termer som ”at medinddrage”, ”at se den samlede situation” og at agere professionelt empatisk.

Med udgangspunkt i fire praksisnære cases præsenteres læseren for familiedialog ud fra en systemisk tilgang. Den har til hensigt at ruste læseren til at støtte familier og nære pårørende i at tale og lytte til hinanden samt håndtere familiens situation med alvorlig sygdom.

Læseren ledes gennem teoretisk præsentation af nøglebegreber i tilknytning til alvorlig sygdom, f.eks. systemiske og narrative teorier, To-spors modellen, kriser og sorg, kærlighedens skjold, det udvidede stamtræ for familier, dialogiske processer, stilhed i samtalen, supervision og overbevisninger om sundhed og sygdom.

Bogens virkelige genistreg består i, at der gennem hele bogen eksemplificeres med brudstykker af de fire familiedialoger, der udgør bogens cases.

Denne vekselvirkning gør bogen særdeles letlæselig, uden at der gives køb på den teoretiske fundering. De teoretiske perspektiver præsenteres kort med udførlige henvisninger til, hvor den interesserede læser kan søge mere viden. Bogen vil således fremstå ganske praksisnær for mange sygeplejersker, for hvem kommunikationen med patient og pårørende er en væsentlig del af arbejdet.

Samtidig gør de fire cases’ forskellighed dem også til en inspirator, hvor der kan lånes ord og vendinger, hvis man er i færd med at finde frem til en egen praksis i kommunikationen med familier.

Bogen tjener således for mig at se et formål på flere niveauer. Dels at hjælpe novicen i samtalekunst på vej, dels at bidrage til at definere en faglighed for den mere erfarne, der måske indimellem kan savne det teoretiske belæg for en vellykket kommunikativ praksis.

Af Lisa Nørgaard Lauritsen, Teamkoordinator, RN, SD og MKS, Enhed for Lindrende Behandling, Regionshospitalet Randers.

Kort nyt om bøger v/ Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør Sygeplejersken

Jerk W. Langer & Jens Linnet
Sundt blodtryk på 14 dage
Politikens Forlag 2018, 280 sider – 224,95 kr.

Bogens titel er en påstand, som modificeres i bagsideteksten: ”Guide til hvordan du sammensætter din mad, så den både kan forebygge, behandle og undertiden helbrede et forhøjet blodtryk”. ”En metode, der bygger på solid videnskab …” – senere er også dette budskab modificeret: ”Med udgangspunkt i både vores lægefaglige viden og vores praktiske erfaring …” 

”Lægernes egne livretter” skal lokke læseren til at svinge dankortet og købe bogen. Gør man det, starter læsningen med præsentation af de syv madgrupper, hvoraf grøntsager sammen med korn og kartofler er de største. Der følger oplysninger om blodtryksforhøjelse, madvarer det er godt at have på lager, og megen nyttig faktuel viden om de enkelte madgrupper, og naturligvis et væld af udmærkede opskrifter. Overlæge, forsker, forfatter og professor Arne Astrup har skrevet forord til bogen.

 

Louis-Ferdinand Céline
Semmelweis
Forlaget Vandkunsten 2018, 136 sider – 150 kr.

Louis-Ferdinand Céline er kendt som forfatter til bogen ”Rejse til nattens ende”, men han var læge og skrev i 1924 en medicinsk afhandling om fødselslægen Ignaz Semmelweis, der levede fra 1818-1865. Sygeplejersker vil vide, at det var Semmelweis, som påviste, at risikoen for barselsfeber og dermed døden i barselsseng kunne reduceres markant gennem indføring af basal håndhygiejne.

Men den type udsagn fremførte man ikke ustraffet. Semmelweis blev udsat for en hetz af sine kolleger og mødt med nedsættende tilråb, når han indfandt sig på det hospital, han arbejdede på. Han døde som 47-årig på en galeanstalt i 1865.

”Hænderne kan ved blot og bar kontakt være årsag til infektion,” har Semmelweis på det tidspunkt erkendt.

Celiné var antisemit og halvnazist. Han reddede efter anden verdenskrig sit liv ved at flygte til venner i Danmark. Hans afhandling om Semmelweiz er en fængslende historie om en forsker, som mærkede autoriteternes voldsomme modstand mod hypoteser, som vi i dag ved var rigtige.

 

Lene Tanggaard
Læringsglemsel
Klim 2018, 190 sider – 229,95 kr.

Dogmet om målstyret læring har taget overhånd i form af uhensigtsmæssige krav om overdimensioneret selvrefleksion for både undervisere, elever og studerende. En godbid af en sætning. Forfatteren er træt af målstyret læring og opfordrer til læringsglemsel, dvs. den situation, der opstår, når man fortaber sig i stoffet, og opmærksomheden er rettet imod noget uden for en selv, som er det modsatte af selvmonitorering og rigid målfokusering.

Det er fint, at f.eks. sygeplejestuderende tænker sig om og overvejer deres sygepleje, deres relation til patienten eller de vilkår, de arbejder under. Men skal så mange bruge den samme term: ”Efterfølgende reflekterede jeg sammen med min vejleder over …” Det bliver iltfattigt hen ad vejen.

Sprog og læring må gerne blomstre og være vild.

Tankevækkende bog.