Sygeplejersken
Britisk sundhedsvæsen under "enormt pres"
Direktøren for det britiske sundhedsvæsen NHS er dybt bekymret over manglen på sygeplejersker og andet sundhedspersonale, mens uvisheden om Brexit får sygeplejersker fra andre EU-lande til at forlade landet.
Sygeplejersken 2019 nr. 2, s. 14
Af:
Jakob Lundsteen, journalist
“Mange afdelinger i NHS er under et enormt pres.”
Det siger direktøren for det britiske sundhedsvæsen NHS, Danny Mortimer, på baggrund af de seneste tal over ledige stillinger i NHS.
Med mindre end 60 dage til Storbritanniens udtrædelse af EU, p.t. uden en Brexit-aftale, tårner exitdatoen den 29. marts sig op som et stort bekymrende spørgsmålstegn for det engelske sundhedsvæsen. Det lider under alvorlig mangel på sundhedspersonale. De nyeste tal viser, at der er 38.000 ledige sygeplejerskestillinger i NHS. Uvisheden om Brexit gør ondt værre.
Siden folkeafstemningen for to år siden er tilstrømningen af sygeplejersker fra andre EU-lande til NHS i London faldet med 700. Samtidig stiger antallet af udenlandske sygeplejersker, der forlader Storbritannien, ifølge fagforeningen Royal College of Nursing (RCN):
“De er bange og bekymrede for deres fremtid, fordi regeringen ikke har tydeliggjort, hvilke rettigheder de har i fremtiden. Derfor har de stemt med fødderne,” forklarer Jude Higgens fra RCN til fagbladet Nursing Standard.
Storbritannien har ligesom Danmark et stigende antal ældre, der lever længere og derfor kræver mere behandling. Manglen på indenlandske sygeplejersker og andet sundhedspersonale har man kompenseret for ved at ansætte udenlandsk arbejdskraft.
I dag kommer 5 pct. af sundhedspersonalet i NHS fra andre EU-lande. En prognose fra sidste år, udarbejdet af sundhedsorganisationen Cavendish Coalition, skønner, at hvis der ikke bliver uddannet flere sygeplejersker, og hvis det bliver sværere at tiltrække udlændinge, kan der i 2021 komme til at mangle ca. 50.000 sygeplejersker i England.
Danny Mortimer siger til Nursing Standard, at situationen er meget alvorlig:
“Sundhedssektoren er dybt afhængig af talentfulde kolleger fra hele Europa og resten af verden, så det er nedslående at se disse prognoser i en tid, hvor der er et stigende behov for denne arbejdskraft.”
Samtidig er optaget af sygeplejerskestuderende faldende i England, og den situation er ikke blevet bedre af, at en stipendieordning er blevet sparet væk.
Stephanie Aiken, der er vicedirektør i RCN, kalder det alarmerende:
“Undersøgelser viser, at der er en alt for stor tro på, at ældre sygeplejersker ikke vil forlade faget. Og så mangler vi stadig at se den fulde effekt af, at man har fjernet stipendieordningen.”