Sygeplejersken
Årets sveske 2018
Højtråbende OK18-personlighed hædret
Sygeplejersken 2019 nr. 3, s. 54
Af:
Lotte Havemann, journalist
”Giv mig et N – giv mig et O – giv mig et K.”
De fleste sygeplejersker kender ”megafon-ikonet” Nina Palesa Bonde fra de indædte OK18-forhandlinger, som i høj grad udspillede sig dag og nat i Forligsinstitutionen i København.
Og nu kan dommerfuldmægtigen, der skreg sig hæs for vedholdende at opildne de forsamlede offentligt ansatte til at råbe ”Nok er nok”, kalde sig ”Årets Sveske 2018”. Prisen tilfalder en person eller gruppe, som på markant vis har fået svesken på disken i folkeskoledebatten.
Nina Palesa Bonde har bl.a. fået prisen for sit personlige mod til at stille sig i spidsen for den daglige demonstration og råbekoret foran Forligsinstitutionen i april 2018. Med humor og smittende optimisme organiserede og kommunikerede hun, så ingen hverken foran eller inde i Forligsinstitutionen var i tvivl om sammenholdet og kravet om ”En løsning for alle”.