Ældre og syge indvandrere bliver tabt i systemet

”Vi har set eksempler, hvor familier i afmagt har bundet den ældre demensramte fast til en stol for at forhindre, at de forlader boligen og bliver væk. Eller har bundet deres hænder fast til sengen om natten for at forhindre, at de piller i afføringen.” Sådan beskriver Dorthe Susanne Nielsen, sygeplejerske og lektor fra Syddansk Universitet, nogle af de konsekvenser, det har, at gamle og syge indvandrere ikke får den hjælp og behandling, de har behov for. Hun har siden 2009 forsket i tværkulturel sygepleje og indvandrermedicin og mener, at et ufleksibelt system spænder ben for en værdig alderdom. 

En usund alderdom

Ifølge en befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik forventes antallet af ikkevestlige indvandrere over 65 år at stige fra knap 26.000 i 2018 til mere end 102.000 i 2040. I 2013 viste en opgørelse fra forskningscenteret VIVE, at ældre med minoritetsbaggrund kun halvt så ofte som etniske danskere modtager praktisk hjælp og personlig pleje, og at kun et fåtal bor på plejehjem. Derudover har et studie fra Nationalt Videnscenter for Demens og Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet tidligere dokumenteret, at sandsynligheden for, at en indvandrer med demens får medicinsk behandling for sin sygdom, er 25-30 pct. lavere end for en ældre danskfødt person med demens.

Når der, som undersøgelserne viser, er så stor forskel på muligheden for at få hjælp til dagligdagens gøremål eller for at komme i behandling for sygdomme som demens, alt efter om du hedder Bent eller Fatima, så er der tale om ulighed i adgangen til sundhed, pointerer Dorthe Susanne Nielsen.

Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark.

Foto: Nils Lund Pedersen

Det handler om mere end kultur

Dorthe Susanne Nielsen fungerer i sit daglige arbejde både som forsker og sygeplejerske på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital. Hun oplever en generel tendens til, at ældre indvandreres manglende viden om sundhed fejlfortolkes som et udtryk for en bestemt ”kultur”. Men det er en misvisende og skadelig opfattelse, mener hun. Ofte er det i langt højere grad faktorer som viden, økonomi og fattigdom, der er helt afgørende. I Danmark tager det eksempelvis 40 år at optjene retten til fuld folkepension, og det har kun de færreste indvandrere nået.

Derudover er en del af de ældre familiesammenførte, og i det tilfælde har det familiemedlem, der fik vedkommende til Danmark, forsørgerpligten. De ældre har i så fald ingen ret til folkepension eller anden økonomisk støtte end den, familien kan undvære.

I den situation kan det være umuligt at finde råd til en plejehjemsplads. Hun oplever, at nogle familier egenhændigt passer ældre og demente pårørende, som er så behandlingskrævende, at situationen bliver direkte sundhedsskadelig for alle involverede.

”Rigtig mange familier magter ikke opgaven, og i nogle tilfælde opholder de demente sig under kummerlige vilkår. De ældre er en meget sårbar patientgruppe i sig selv, men familierne bliver også syge af den enorme byrde, det er at tage sig af et sygt familiemedlem. Som systemet er i dag, findes de rette tilbud simpelthen ikke,” fortæller Dorthe Susanne Nielsen.

Svært at rekruttere beboere

Det er centerchef på plejehjemmet Peder Lykke Centret på Amager, Mette Olsen, enig i. Plejehjemmet blev i 2013 udnævnt til mangfoldighedsplejehjem af Københavns Kommune for at imødekomme en forventet stigning i antallet af ældre borgere med minoritetsbaggrund. Visionen var, at alverdens nationaliteter skulle bo dør om dør og føle sig hjemme i huset, uanset hvor i verden de kom fra. Men stik modsat prognoserne så er den stadigt større gruppe ældre ikke væltet ind på de danske plejehjem. I dag, seks år efter mangfoldighedsprojektet blev sat i søen, har kun få af Peder Lykke Centrets 152 beboere ikkevestlig baggrund.

Faciliteterne er ellers til stede. På plejehjemmet kan beboerne søge ro i et stillerum til fordybelse og bøn eller låne et særskilt lokale, der ved hjælp af en projektor kan lyse hele rummet op og få det til at fremstå som en moské. Alle personaler har gennemgået et kursus i ”kulturelle kompetencer”, og her fejres Eid på lige fod med jul. Køkkenet serverer alt fra traditionelle tyrkiske retter til ærkedanske håndmadder med leverpostej. På trods af de mange gode tiltag bekræfter Mette Olsen, der har været leder af plejehjemmet de seneste ni år, at de fortsat har udfordringer med at rekruttere beboere med ikkevestlig baggrund. ”Mangfoldighedsplejehjem er en del af løsningen, men det er langt mere komplekst end som så,” mener hun.

Mange har ikke råd til at flytte ind

Særligt økonomi er et stort problem for de ældre. Blandt de få nuværende beboere med ikkevestlig baggrund oplever personalet, at flere familier har svært ved at finde råd til selv de mest basale hygiejnefornødenheder som tandpasta, deodorant og barberskum, som beboerne selv er økonomisk ansvarlige for. Men for mange er der slet ikke råd til at flytte ind i første omgang, fortæller Mette Olsen.

”Normalt arbejder vi med en klassisk introduktion til huset ved indflytningssamtalerne, hvor vi bl.a. fortæller om maden og kontaktpersonordningen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det slet ikke er det vigtigste for mange borgere med minoritetsbaggrund. I stedet er penge det første, vi skal tale om. For hvis de ikke har råd til at bo her, så kan resten jo være lige meget. Og det oplever vi desværre meget ofte.” I 2017 viste den årlige publikation fra Danmarks Statistik ”Indvandrere i Danmark”, at parfamilier med ikkevestlig indvandrerbaggrund i alderen 60-64 i 2015 kun havde, hvad der svarer til 15 pct. af den gennemsnitlige pensionsformue for parfamilier af dansk oprindelse. Det betyder, at ældre med samme plejebehov som etniske danskere kan være tvunget til at blive længere i egen bolig, end det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Fagprofessionelle skal klædes bedre på

Siden 2017 har Dorthe Susanne Nielsen sammen med neuropsykolog Rune Nielsen og Nationalt Videnscenter for Demens arbejdet på forskningsprojektet CLEAR, der har til formål at kortlægge udbredelsen af demens blandt ældre indvandrere i Danmark. Projektet har indsamlet data blandt sundhedsformidlere i en række vestegnskommuner og forventes afsluttet i løbet af 2019. Indtil videre viser resultaterne, at både sundhedspersoner og ældre med etnisk minoritetsbaggrund i kommunerne mangler grundlæggende viden om både demens og de behandlingstilbud, der findes, fortæller hun.

Som eksempel nævner Dorthe Susanne Nielsen screeningsprocessen for demens, der mange steder foregår ved hjælp af en test, der er målrettet dansktalende borgere. Her bliver patienten bl.a. bedt om at rette grammatiske fejl i danske sætninger og om at konstruere sætninger, der giver mening. ”Men hvis du er analfabet og i øvrigt ikke mestrer dansk, så kan du jo ikke gennemføre denne her test. Og så kan du faktisk ikke udredes,” forklarer hun og tilføjer, at det skaber grobund for ubehandlet demens og fejldiagnosticering.

Nationalt Videnscenter for Demens har i stedet udviklet et kulturuafhængigt screeningsværktøj kaldet RUDAS (Rowland Universal Dementia Assessment Scale). Det er let at anvende, men på trods af fordelene for borgere med anden etnisk baggrund end dansk bruges det endnu kun sjældent, forklarer Dorthe Susanne Nielsen. 

Handler om værdighed og respekt

Hun efterlyser, at både fagprofessionelle og samfundet generelt anerkender, at sundhedssystemet for nuværende ganske enkelt ikke er gearet til at tage sig af ældre med minoritetsbaggrund. Hun frygter, at politiske tiltag som eksempelvis indførelsen af tolkegebyret blot vil forværre den ulige adgang til sundhed for en i forvejen udsat befolkningsgruppe. Det er Mette Olsen enig i, og hun har en bøn til landets øvrige sundhedsinstanser, der de næste mange år i fællesskab skal håndtere udfordringerne for et stigende antal ældre med minoritetsbaggrund.

”Det er jo ikke raketvidenskab. Hvis vi ikke tager de her ældres voksende plejebehov alvorligt, så får vi bare nogle helt andre og større problemer. Jeg har set, hvad det gør ved familier ikke at have adgang til den nødvendige viden og behandling. Familier, der er helt overladt til sig selv. Vi skal nå de her ældre tidligere, og især før der er fem andre familiemedlemmer, der er brændt sammen af stress med alt, hvad det fører med sig. Det handler både om kroner og øre i forhold til samfundet, men i den grad også om værdighed og respekt for de enkelte mennesker. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt,” siger hun.