Kvinderne tør åbne sig overfor mig

”Dreng!” udbryder en kvinde med et kæmpe smil og peger på min gravide mave.

Sygeplejersken er taget til Sundhedscafé i kvindeværestedet BuQetten i Hvidovre, hvor en gruppe kvinder med minoritetsbaggrund hver fredag mødes for at dyrke motion og blive klogere på sundhed. De har netop afsluttet en times motion i lokalet ved siden af, og nu er det tid til kaffe og åben dialog. Da jeg spørger ind til kvindernes baggrund og sundhedshistorik, famler vi lidt rundt i kommunikationen til at starte med i kraft af kvindernes meget beskedne dansk. Heldigvis bliver min højgravide mave hurtigt genstand for en livlig snak, for her kan vi mødes om et universelt kvinderitual, der ikke kræver særlige, sproglige kompetencer.

”Dreng!” gentager kvinden. Det ved hun bare, for hvis den gravide har et rent og fint ansigt, så bliver det en dreng. Når man venter en pige, så suger barnet af sin moders skønhed, der som konsekvens må døje med uren hud og mere til, fortæller hun. Alle de andre kvinder nikker enigt. De har ret, bekræfter jeg og takker for komplimentet, og alle kvinderne jubler og lykønsker mig med klem i hånden og smil henover bordet.

Myter om sundhed er udbredte

Snakken går livligt, mens broccoli, æbler og gulerødder i mundrette stykker sendes rundt sammen med den varme kaffe. For mange af kvinderne er de to timer i BuQetten om ugen et åndehul, hvor de frit kan stille alle de spørgsmål, de måtte have om sundhed. Den smilende kvindes forudsigelse af mit ufødte barns køn var kærlig og harmløs, men også et eksempel på den form for myter om kroppen, der florerer i minoritetsmiljøer.

Sundhedscaféen er et initiativ i det tværkommunale forebyggelsesprojekt på Vestegnen, ”Sundhed på dit sprog”. Her uddannes borgere i kommunerne med indvandrerbaggrund til sundhedsformidlere. Shahnaz Qureshi er en af dem. Hun har pakistansk baggrund og kom til Danmark som 11-årig i 1975. ”I minoritetsmiljøer er myter om krop og sundhed udbredte og kan i værste fald have fatale konsekvenser,” siger hun og fortæller om en midaldrende kvinde, der i to år gik rundt med en kræftsygdom uden at modtage behandling og uden at informere hverken sin mand eller sine børn om det.

”Det viste sig, at svigermor engang havde sagt, at hvis man fik kræft, så var man selv skyld i det. Så havde man ikke passet ordentligt på, eller man havde gjort noget forkert. At det var en straf fra Gud. Fordi hun ikke talte med andre om det, vidste hun jo ikke bedre. Derfor er det så vigtigt, at vi når ud til de her borgere,” fortæller Shahnaz Qureshi.
I 2018 viste et studie fra Kræftens Bekæmpelse blandt knap 467.000 kvinder, at hele 22,3 pct. af kvinderne med ikkevestlig baggrund ikke blev screenet for livmoderhalskræft, mens det kun gjaldt for 13 pct. af de etnisk danske kvinder. Minoritetskvinder blev altså kun screenet halvt så ofte som danske kvinder og havde dermed væsentlig større risiko for ikke at få behandlet en eventuel kræftsygdom i tide.

Genkendelse og tillid

Sundhedsformidlerne er hverken sygeplejersker eller læger, men har til opgave at formidle det, der for de fleste etniske danskere er basal viden om sundhed, forklarer sygeplejerske Anett Jensen, der er ansvarlig for uddannelse af kommunernes sundhedsformidlere. Uddannelsen består af 60 timers undervisning om bl.a. kost, motion, seksualitet, pædagogik, formidling, psykiatri, demens og kræft.

I Sundhedscaféen taler nogle af kvinderne lavmælt sammen på tyrkisk, og Shahnaz spørger ind til, hvordan de har det. At sygeplejersker som Anett Jensen ikke selv kan nå patientgruppen skyldes, at man bedre kan spejle sig i og have tillid til en person, der har minoritetsbaggrund ligesom en selv, forklarer Shahnaz. Hun taler ikke selv tyrkisk, men det betyder ikke så meget. ”Kvinderne er trygge ved og tør åbne sig overfor mig, fordi vi ligner hinanden. De føler, at jeg kan forstå deres problemer,” siger hun. Hun bliver flere gange afbrudt og bedt om uddybende forklaringer af det, hun fortæller om ved bordet, og når hun tager ordet, lytter alle interesseret.

58-årige Gülsüm er kommet i Sundhedscaféen i flere år. Hun fortæller på tyrkisk, at hun har problemer med både ryg og knæ, der giver hende smerter og ondt i kroppen. Hun kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men har boet i Danmark i mange år og hørte i sin tid om caféen fra en kvindelig bekendt. Hun bor en halv times gang fra BuQetten, men forsøger at dukke op alle de fredage, hendes knæ tillader det. Hun får det bedre af at dyrke motion, fortæller hun. Hendes veninde hjælper hende løbende med at oversætte til dansk for Shahnaz, der lytter opmærksomt.

En del af de kvinder, der kommer i Sundhedscaféen, har ikke lært at tale særlig godt dansk og har svært ved at forstå sundhedsvæsenet og de tilbud, der er.

Foto: Rie Neuchs

Jo mere medicin, jo bedre

I sit arbejde møder Shahnaz mange hjemmegående kvinder, hvis historier minder om Gülsüms. De tilhører første generation i landet, og de har ikke været så meget på arbejdsmarkedet. Hvis de har, så har de måske haft et rengøringsjob, hvor de ikke har haft kontakt til andre borgere og derfor ikke har fået brugt det danske sprog og udviklet netværk.

”De er meget isolerede, og alene at få dem ud af hjemmet kan være en udfordring,” fortæller hun. Derfor er eksempelvis Sundhedscaféen en god måde at formidle sundhed på, for rygtet spreder sig hurtigt i kvindernes små, lokale netværk, og når først de dukker op i caféen, er der ”hul igennem”, som Shahnaz siger. Nogle har behov for viden om madlavning for at forebygge overvægt og følgesygdomme, og så bliver der talt om fordelene ved at bruge fuldkornsprodukter frem for hvide ris og lyst brød. For andre handler det om at lære at navigere i det danske sundhedssystem. Og spørgsmålene er mange:

”Hvad er 1813? Hvornår ringer man til dem, og hvornår ringer man 112? Hvornår er det egen læge, og hvad kan man egentlig bruge sådan en til?” forklarer Anett, og Shahnaz tilføjer, at en del ældre i minoritetsmiljøerne har en mistro til egen læge, fordi den forebyggende tilgang, der er kendetegnende for det danske sundhedssystem, er meget langt fra nogle andre kulturer.

”Mange folk med indvandrerbaggrund har en opfattelse af, at jo mere medicin, en læge udskriver, jo dygtigere er han. ”Lægen giver medicin, og så bliver jeg sund og rask”. Det er den indstilling, mange har. Så de forstår ikke, når deres danske læge er tilbageholdende med bare at udskrive medicin til dem og måske i stedet beder dem begynde at dyrke motion,” fortæller hun. I stedet køber mange ældre en masse medicin, når de er i hjemlandet, og tager det sideløbende med den medicin, de får i Danmark. I det tilfælde kan det være en umulig opgave for lægen at behandle patienten ordentligt. Behovet for oplysning og viden blandt borgerne er med andre ord stort og forskelligartet. Derfor opstår sundhedsformidlernes initiativer løbende. En del finder idéerne i deres egne netværk, og der har bl.a. været iværksat walk and talks, dansecaféer, dialogbrunch, gymnastik i moskéer og oplæg på sprogskoler.

Fastansættelse ville styrke ordningen

Lige nu er der kun tre aktive sundhedsformidlere i Hvidovre Kommune. En del har sagt op det seneste år, for trods de gode erfaringer er der ikke planer om at fastansætte sundhedsformidlerne. Jobbet honoreres løbende med timeløn for opgaver af nogle timers varighed, og det gør ordningen sårbar, mener Shahnaz:

”Jeg har mistet mange gode kolleger af den grund. Mange kan ikke leve med aldrig at vide, hvor mange timers arbejde de har i næste uge. Så finder folk noget andet, og så går al den gode oplæring og erfaring tabt.”

Anett Jensen erkender, at mange sundhedsformidlere er faldet fra på det grundlag. Det er ærgerligt, for ordningen udgør en vigtig, social indsats, pointerer hun.

”Man må forstå, at den her gruppe borgere ikke kun er sårbare på lige fod med etniske danskere. I kraft af deres etnicitet er de dobbelt sårbare,” siger hun.