Studerende i praksis: "Alt i alt skulle jeg prøve, hvad det ville sige at være sygeplejerske"

Jeg har nu været i mit sidste klinikforløb, og det har været en helt speciel oplevelse at komme ud og prøve at stå med ansvaret som sygeplejerske med alt, hvad det indebærer af telefonopringninger, ansvar for medicin, stuegang og overblik over en patients forløb. Jeg havde selvfølgelig færre patienter og altid en vejleder i baghånden, jeg kunne trække på, men alt i alt skulle jeg prøve, hvad det ville sige at være sygeplejerske. 

Særligt én oplevelse har sat sig fast. Den handlede om et længere forløb med en kvindelig patient, hvor jeg virkelig oplevede, hvor mange samarbejdspartnere man kan inddrage både for at hjælpe patienten, men også for at hjælpe sig selv i en travl hverdag.

Jeg fandt hurtigt ud af, at hun fandt ro i sin kristne tro. Jeg startede med selv at tale med hende om de eksistentielle emner, hun havde på hjerte, hvilket jeg selv finder meget interessant, men jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke havde den fornødne tid eller overskud til at have disse samtaler igennem længere tid, og derfor fik jeg i samråd med patienten inddraget hospitalspræsten. Han kom flere gange om ugen og snakkede med patienten, og hun fandt ro og nyt mod efter hans besøg.

Min patient ønskede sig brændende at kunne flytte i ældrebolig, når hun skulle udskrives. Det skulle vise sig at blive et svært puslespil med omkring 100 opkald og vanskelig logistik. Det var meget tidsrøvende for os at finde tiden til at samle brikkerne, da der også var andre patienter, som krævede opmærksomhed og tid. Derfor var det rigtig godt at kunne overdrage hendes sag til en samordningskonsulent, som kunne kæmpe på fuldtid for at få samlet trådene og til sidst puslespillet, så ældreboligen stod klar.

Det var meget vigtigt for patienten at få lov til at komme ud og se på de boliger, hun blev tilbudt, og hverken jeg eller det faste personale havde mulighed for at tage med hende. Her fik samordningskonsulenten stablet en aftale på benene med en “følge-hjem-sygeplejerske”, som tog med ud og så på boligerne, og som i sidste ende kunne hjælpe hende hjem til den nye bolig.

Ud over disse samarbejdspartnere, der blev brugt i den situation, jeg beskriver, er der også mulighed for at inddrage socialsygeplejerskerne. De arbejder med at finde de bedste løsninger for patienter med forskelligt misbrug og er enormt vigtige og uerstattelige i arbejdet med denne type patienter.

Det er en meget travl hverdag, jeg – og alle andre nyuddannede sygeplejersker – går i møde til sommer, men jeg kan mærke, at jeg efter denne klinik har fået nyt mod ved tanken om, at man aldrig står alene med ansvaret for et kompliceret patientforløb.

Maria Wemmelund er sygeplejestuderende på 7. semester på UC Diakonissestiftelsen